Charles Ives – Klaversonate nr. 2 – ‘Concord, Mass. 1840-1860’

Concordsonaten

Jeg holder meget af historien om Charles Ives: baseballer, footballer, organist, komponist, forsikringsagent mm. Læs historien her eller hør en anden af amerikansk musiks store navne, Leonard Bernstein, fortælle om ham her før en koncert med Ives’ 2. Symfoni (hvor det tyske publikum er ret uimodtagelige over for Bernsteins charme. Der er dødsstille i salen, mens han underholder 🙂 )

Jeg er altid lidt bange for, at man/jeg kommer til at holde af Charles Ives’ musik, fordi han selv var spøjs, anderledes og underholdende. Det er altså ikke holdbart at holde af musik, fordi komponisten er sympatisk eller har et sympatisk projekt. Og jeg har nogle gange haft på fornemmelsen at Ives hører til i denne kategori. Men så er der lige de der værker … fra en enkelt sang til den gigantiske 4. Symfoni, har han faktisk skrevet værker, hvor jeg alligevel må indrømme, at originaliteten simpelthen er så slående og viljen til udtryk er så enorm, og at den verden han hørte så interessant, at det alligevel er mere end OK at synes godt om hans musik. Der er andre værker, der – efter min ydmyge mening – giver umådelig lidt mening, men pyt med dem.

Et af de værker, der for mig er blevet en ’acquired taste,’ og som jeg er kommet til at holde meget af, er den stor Klaversonate nr. 2 ’Concord, Mass. 1840-1860’. Hver sats er tilegnet/inspireret af en af de amerikanske transcendentalister, der holdt til i netop Concord i Massachusetts – læs mere om denne lidt sære, og meget amerikanske bevægelse her

Et af de steder, hvor transcendentalisterne og Ives passer godt sammen, er i forholdet til autoriteter udefra. Der er ikke nogen intellektuelle Harvard/Yale/Europæisk Universitets-studerede røvere, der skal komme og fortælle en god amerikaner, hvordan han skal leve sit liv. Individet har ansvaret for sig selv, og har også retten til at bestemme over sit privatliv. Kun på den måde kan et fællesskab bygges op. Denne mangel på autoritets-tillid eller tro havde Ives også i sin musik. Lige meget hvor meget teori hans lærer Horatio Parker hældte på den unge Ives, så må man sige, at det alt sammen blev underordnet hans utroligt frodige ører, han ukuelige musikalske fantasi og skabertrang. Nogle gange synes jeg måske godt, at Ives kunne have hørt lidt bedre efter i timen. Andre gange er jeg dybt taknemmelig for, at han ikke gjorde det.

For mig var nøglen til at holde af dette værk at lytte til det som fire individuelle klaverværker, frem for at snuppe hele den firsatsede sonate i et hug. Det kan nemlig godt blive lidt meget. Men hver sats er virkelig en guldgrube af den der særlige Ives’ke fandenivoldskhed og naivitet på samme tid. (Faktisk besluttede jeg mig for at kaste mig over Ives i denne blogpost, fordi den naivitet, jeg hører i noget af Lachenmanns musik (se forgående blogpost) mindede mig om at høre Ives. Ellers er der ikke nogle paralleller mellem de to komponister. Overhovedet.)

Hver sats er også fyldt til bristepunktet af forskellige udtryk, så det er ikke sådan, at den ene er hurtig og den anden langsom. De er lidt af hvert hele tiden.

Heldigvis findes der en god indspilning af Concord-sonaten på Youtube, hvor den er splittet op i de fire satser. Snup en ad gangen.

Første sats: Emerson

Ralph Waldo Emerson var en amerikansk digter, essayist, filosof mm., og det var ham, der fik sat gang i den transcendentale bevægelse. Musikken i den første sats er voldsom. Det er som en kedel, der koger over. Der er selvfølgelig blidere kontraster undervejs. Virkeligt smukke passager, men i denne sats er der mere alvor, mere desperation end i de andre satser. Der buldres virkelig løs flere steder, der er clusterakkorder og larm undervejs. Og så er der de uundgåelige Beethoven-henvisninger (fx rytmen fra første sats af Beethovens 5. Symfoni optræder mange steder i denne sonate).

Det er meget sjovt at følge med i noderne i denne Youtube-udgave. Ikke så meget for at se noderne, men for at læse Ives’ instruktioner til pianisten.

Anden sats: Hawthorne

Forfatteren til ’The Scarlet Letter’, og i det hele taget en kendt amerikansk forfatter og politiker har lagt navn til denne sats. Her sætter Ives fut under kedlerne igen, men denne gang med en del mere lys og ballade. Der er salmesang, marching-bands, rullende klaverkaskader og gode melodier. Dette er satsen man bliver i godt humør af – og igen: også i denne sats er der kontraster, så det er ikke lutter plat og lagkage.

Tredie sats: The Alcotts

Bronson Alcott havde mange ideer, ligesom de øvrige transcendentalister, der først senere kom på dagsordnen i resten af samfundet (kvinders rettigheder, sortes rettigheder, vegansk diæt mm.) Satsen her er ikke kun tilegnet Bronson Alcott, men hele familien Alcott. Den kendteste af dem er datteren Louisa May Alcott, der skrev den moralsk opbyggelige tåreperser ’Little Women’.

Denne sats er den mest umiddelbart smukke. Der er adskillige citater, stil-henvisninger (Hej til Beethoven igen bl.a.) og der er en blidhed her, som ikke findes i lige så høj grad i de andre satser. Men midt i al det blide er det som om Beethoven-citatet (femte symfonis Skæbnetema) midtvejs, skaber en vis form for panik eller aggression i familieidyllen.

Fjerde sats: Thoreau

Henry David Thoreau er nok den transcendentalist, der er mest kendt i Europa. Hans forsøg med at leve alene i naturen, som han beskrev dem i bogen ’Walden’ og han essay om borgerlig ulydighed, ’Civil Disobedience’, er begge kendte værker, der har haft indflydelse på tænkere og kunstnere i det 19. og 20. århundrede (Og begge er eminent læsværdige! Også selvom man ikke er enig i konklusionerne, synes blogskribenten.)

Denne sats er langt den mest interessante synes jeg. Den er mørk i tonen ligesom førstesatsen, men den har noget inderligt poetisk over sig. Mørket og poesien giver satsen her en helt anden smag end de tre forrige. Derudover kommer så den stille fløjte, der optræder hen mod slutningen af satsen. Thoreau var vistnok selv fløjtespiller og fløjten passer så fint ind i stemningen. Jeg har altid ønsket at pianisten bare selv kunne fløjte den stemme, men det ville nok være rigeligt krævende. Og så ville man måske også gå glip af den overjordiske karakter som fløjten bidrager med.

Sonaten slutter så blidt og stille som forestilles kan.De store udladninger fra begyndelsen er helt væk og tilbage er vemod, skønhed, ensomhed og mildhed.

All’s well that ends well.

Ives skrev så vidt jeg ved en hel artikel om sin ’Concord Sonate,’ – ’Essays Before a Sonata.’ Jeg har ikke læst den.

Helmut Lachenmann – Grido

Stille musik der skal ses

Der findes musik, der bedst opleves live. Det gælder i princippet al musik, efter min mening, men der findes musik, hvor der er noget performativt, noget for øjnene. Og der findes musik, der er så stille at det performative, musikernes gestus, er lige så stor en del af oplevelsen som selve den klingende – eller netop ikke klingende – musik.

Sådan en musik er Helmut Lachenmanns, eller i hvert fald en hel del af hans værker. Jeg mindes en koncert på NUMUS i Århus for mange år siden, hvor en violinist står alene på scenen og spiller på sin violin. Og her mener jeg bogstavelig talt på violinen. Ikke på strengene. Det eneste man hørte var hesthårsbuens fine suk.

Den gode blogger Tom Service på The Guardian har skrevet begejstret om, hvordan Lachenmann genfinder instrumenternes egne lyde her

Grido

Grido betyder råb, gråd eller udbrud. Altså lige det modsatte af det hviskeri Lachenmann dyrker til perfektion. Grido er Lachenmanns tredie strygekvartet og han fortæller selv, at Arditti Kvartetten havde bedt ham om et værk med en lidt støre lydstyrke end de to foregående kvartetter. Grido er også en sammentrækning af Arditti Kvartettens medlemmers fornavne.

Læs Lachenmanns egne ord om kvartetten her

Uskyld

Der er mange klicheer om barndommens uskyld. Jeg har aldrig helt forstået, hvilken uskyld der er tale om. For det meste virker det som om uskyld = uvidenhed. Mangel på viden om ulykker, mord, sex, had, krig, sygdom og død. Er uskylden så en ønskværdig tilstand?

På den anden side kender jeg jo i høj grad også trangen til som mor, at beskytte sit afkom fra menneskehedens værste sider. Der er meget jeg ville ønske min søn aldrig bliver konfronteret med. Der er meget jeg ved, at et privilegeret menneske som jeg selv aldrig er blevet konfronteret med. Jeg er vel i grunden – sådan verdenshistorisk og så’n – lige så beskyttet og uskyldig som et lille barn. Og vil helst blive ved med at være det, tak!

Og hvorfor al denne lommefilosoferen om uskyld, når det nu en gang handler om en strygekvartet af Helmut Lachenmann? spørger du. Det kan jeg ikke  svare på, på anden måde end ved at sige, at jeg når jeg lytter til Lachenmanns musik fornemmer jeg, at han hele tiden berører eller balancerer på kanten af uskylden. Eller prøver at kæmpe sig vej tilbage over afgrunden af skyld, tilbage til … ? ja, til hvad? Man kan jo ikke slette skylden, når man først har været der. Man kan ikke slette krig, blod, mord, ydmygelser og smerte fra sin hjerne, når de nu en gang er ankommet. Måske kan man kigge sig tilbage over skulderen og kaste et sidste blik på sin Eurydice inden hun endegyldigt forsvinder. Farvel uskyld, renhed og uvidenhed.

Jeg holder uendelig meget af den engelske børnelitteratur fra for omkring 100 år siden. Allermest af Vinden i Piletræerne, men også Den modvillige drage, Peter Plys, Peter Pan og hele det slæng. Og Dickens er min yndlingsforfatter.

Og jeg er helt på det rene med, at al denne litteratur beskæftiger sig med præcis samme smertenspunkt: det bliver ikke ved, det holder op, du bliver klogere.

Og jeg elsker det vidunderlige paradoks, der ligger i, at man, jeg, hele tiden vil lære nyt, opleve nyt og blive klogere – og samtidig græder man nytteløst snot over, at man ikke længere kender til en verden, hvor der ikke findes krig.

”Plys”, sagde Jakob, som stadig sad og så ud over verden med hagen støttet på hånden. ”Plys!”

”Ja,” sagde Plys

”Når jeg nu – når jeg nu – Plys – ”

”Ja, Jakob!”

”Nu kan jeg aldrig mere sådan bestille ingenting.”

Jakob prøver at fortælle Plys, at han skal i skole – det tager sin tid, så jeg springer lige til slutningen …

”Så begav de sig sammen af sted, men hvorhen de end går, og hvad der end hænder dem undervejs, så vil den lille dreng og hans bjørn altid lege på det fortryllede sted, der ligger helt langt inde bag i skoven.”

Gu’ vil de så. Og de hører Lachenmann imens.

Luigi Nono – Fragmente – Stille, an Diotima

Lad os med det samme få afklaret hvem Diotima er. Hun er damen der, ifølge Platon, ved alt om kærlighed. Her er hendes definition af kærlighed snuppet lige fra Platons Symposium: Diotima

Luigi Nono komponerede en eneste strygekvartet og han gav den titlen ”Fragmente – Stille, an Diotima”, Fragmenter – Stilhed, til Diotima. Jeg ved ikke, hvad titlen betyder som sådan, om det er fragmenter af stilhed eller fragmenter af lyd, der opstår i stilheden eller hvad. Men det er til ære for en fiktiv [eller måske ikke fiktiv, se Torben Sangilds kommentar] filosof, der kendte til kærlighed. Og alene det er smukt og sanseligt.

Og se … det er det, der er hele kernen ved Luigi Nonos musik: Sanselighed. Det har altid været mig en gåde, hvordan musik der er så æterisk, så sart, så antydet, samtidig kan rumme en sådan sanselighed. Jeg har en svaghed for gråzoner og steder, hvor man ikke helt ved, hvad der er hvad. Nonos musik bor sådan et sted. Et sted mellem brillant ånd og følsomt kærtegn. Et sted mellem noget besnærende enkelt og nært og noget komplekst og alment.

I partituret til ”Fragmente – Stille, an Diotima” står der efter sigende mere end 30 små citater fra den tyske digter Hölderlin. Citater, der ikke skal læses højt eller på anden måde formidles til publikum, men som musikeren skal sige til sig selv eller tænke over mens han/hun spiller. Jeg synes godt om tanken om, at musikerne har hemmeligheder for mig – eller rettere: at de oversætter disse citater og formidler dem i et sprog, som jeg også kan forstå. Indvier mig i citaterne via musikken. God tanke. Og en idé, der alt andet lige må præge den musikalske fortolkning, idet jeg går ud fra, at ikke alle musikere tolker Hölderlins ord ens, og altså på den måde farver musikken i en personlig retning. Stadig en god tanke.

Jeg hørte ”Fragmente – Stille, an Diotima” første gang på mit delekontor dengang jeg arbejdede i DR. Jeg havde hovedtelefoner på og vidste ikke hvad der ramte mig. Fra første klang til sidste sad jeg tryllebundet af musikken her. Da det var færdigt hentede jeg en kop kaffe, tog hovedtelefonerne på igen og lyttede til det hele en gang til. Hver gang jeg har hørt værket siden, har det fastholdt en utrolig friskhed. Jeg bliver aldrig træt af denne kvartet. Men faktisk er jeg aldrig blevet træt af noget Nono-værk nogensinde.

Musikken balancerer som sagt mellem spindelvævstynde strygerklange på kanten af en afgrund af stilhed – og så enkelte, kontrollerede udbrud op til de lidt lettere decibelluftlag. Værket her er altså ikke musik, der skal høres mens man braser, vasker, snakker i telefon eller andet. Hør efter! Når du gør det, er der til gengæld en sandsynlighed for at den ca. halve time musikken varer kommer til at flyve af sted.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre rede for, hvad sanseligheden i Nonos musik består af, men jeg må give op. Den er til stede som kærtegn på hår, øjenlåg der lukker eller en kølig vind på huden. Eller også er den ikke.

Under alle omstændighed ligger spændingsfelterne i kvartetten i musikkens konstante udforskning af grænselandet mellem stilhed og lyd, mellem skarp kant og udflydende akvarel, mellem lyden som kommunikation og stilheden som tilstand – og omvendt: Stilheden som den mest sanselige og nærværende kommunikation. Damn … det er kompliceret det her. Som Diotimas beskrivelse af kærligheden som altings yderpunkter og alt det ind i mellem – blot ikke sort/hvid modsætning. Lyt nu bare. Det er god musik i helt exceptionel grad.

Den version jeg har valgt på Youtube er med La Salle-kvartetten, fordi det var den jeg oprindeligt lyttede til. Den findes også i en god en med Arditti-kvartetten. (På Spotify er der en med Moscow String Quartet som jeg putter på Nutidsmusikplaylisten.)

De links jeg lægger op her er – åbenlyst – i fire dele, men lyt dem i rap, det er det eneste der giver mening.