Leos Janácek – Sinfonietta og Intime breve

Da jeg var barn var jeg – som så ofte – med min mor til koncert. Jeg er næsten sikker på, at det var Sjællands Symfoniorkester der spillede, for koncerten foregik i en sportshal i eller omkring Værløse. Ved koncerten spillede orkestret et værk der hed Taras Bulba. Det slog totalt benene væk under mig. Electrifying! som de siger i England.

Mange år senere faldt jeg pladask for Janáceks Sinfonietta, hans kammermusik, endda operaerne. Janáceks kantede, strittende musik taler til mig. Jeg har flere gange undret mig over, hvad det er i Janáceks musik, der tiltaler mig; de fleste værker er kantede, det ene motiv står nærmest vinkelret på det andet. Instrumentationen er til tider skinger og det er ikke musik, man kan beskylde for at være forfinet, raffineret eller elegant. Jeg er kommet frem til, at det jeg holder af, er det jeg altid vender tilbage til: energien! Der er intensitet, energi og uro på en måde, der giver mening. Man skal ikke forvente forløsning(er) hos Janácek. Det er som om han allerede er videre i teksten på det tidspunkt, hvor det ellers giver mening at tage en lille slapper. Jeg har overordentlig stor foragt for udtrykket “Leve i nuet”, men noget af det jeg holder af hos Janácek er måske i virkeligheden, at rejsen ikke fører noget sted hen; den foregår! NU! Der kommer ikke noget på forventet efterbevilling, og du behøver ikke kigge dig tilbage over skulderen, for rejsen er nu, og som lytter er du med … eller også sidder du og er irriteret over denne evige rastløshed.

Sinfonietta

Sinfoniettaen er inspireret af militæret, og der er masser af messingblæsere med i orkestret. Mange flere end normalt. Det giver hele værket den der skinnende, næsten blændende messingklang. Første sats – ud af fem – er faktisk kun for messing og slagtøj. I de kommende satser er der fokus på hhv træblæs og strygere, men hele tiden med messinget lurende om hjørnet.

Læs evt. en kort beskrivelse af værket på wiki her

Sinfoniettaen er et præmieeksempel på den urolige, rastløse og kraftfulde Janácek. Der er helt overdreven udtryksvilje og kraft nok til at det hele kommer ud. Næsten som at vende vrangen ud på musikken. Alle de kraftfulde klicheer står på rad og venter når man skal beskrive musikken her: saltvandsindsprøjtning, virilt, kraftudladninger … Men pointen er, at musikken nok er så langt fra kliché som man kan komme. Det er dybt originalt og Janáceks tonesprog er helt sit eget. En ener, hvor man aldrig tager fejl af ophavsmanden, hvis man blot kender en smule til hans værker.

Og så er der jo lige den der midtersats, der undervejs er så hjerteskærende smuk på Dvorák/Grieg-måden. I hvert fald i en kort overgang.

Nu fik jeg det måske til at lyde som om, at Janácek er en bølle og elefant i en glasbutik, men man skal ikke tage fejl af, at han har ret godt styr på sine virkemidler. Der er mening med vildskaben. Blandingen af folkemusikinspiration, tidlig 20. århundredes ekspressionisme, politisk og samfundsmæssigt engagement giver muligvis noget af brændslet – men en grundig musikalsk og kompositorisk uddannelse og mange års erfaring tøjler alt dette stramt og meningsfuldt.

Intime breve – strygekvartet nr. 2

Janácek blev som en ældre herre omkring de 70 år håbløs forelsket i en kvinde, der var gift og næsten 40 år yngre end ham. Historien er velkendt, og Janácek gjorde vist ikke meget for at skjule sin passion for hende. Han komponerede i hvert fald en kvartet inspireret af sin korrespondance med hende. Ifølge wikipedia skrev de omkring 700 breve til hinanden!

Strygekvartetten har stadig det kantede og vinkelrette som Sinfoniettaen, men der er også en god dosis vemod, folketone og sødme dryppet i gryden. Så knap så meget nu-hed, mere længsel. Men det gør ikke musikken mindre skarp og klar i mælet. Virkemidler og stemninger bliver stadig styret med klart overblik og sikker hånd. Livgivende at der faktisk findes musikalsk følsomhed i så krystalklar og stærkt strømmende musik. I like! Prøv fx. at lytte til den vuggende lille folketone-agtige melodi, der aldrig rigtig bliver til noget før den splintres omkring 13-15 minutter inde.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, at det er Janácek Kvartetten, der spiller i dette youtubeklip. Min barndoms livsændrende koncerter, der for evigt gjorde mig til kammermusikmenneske var med Janácek Kvartetten i den nybyggede Louisianas Koncertsal.