Bent Sørensen – The Deserted Churchyards

Ugen musikstykke her på nutidsmusik.dk er dansk! Det er ikke altid, jeg lige finder den musik, jeg har lyst til at skrive om på youtube, men da jeg gik på jagt efter værker af Bent Sørensen, fandt jeg et af de allerførste værker af hans, jeg hørte. Det var en gang tilbage i begyndelsen af 90’erne.

Man kommer ganske vist til at sidde og se på billedet af en hjernekoral mens musikken spiller på dette youtube-klip, men det bliver musikken næppe dårligere af.

Om værket fortæller Bent Sørensen:

”Titlen THE DESERTED CHURCHYARDS hentyder til nogle kirkegårde langs den nordlige jydske vestkyst, som for lang tid siden lå sikkert i land, men som nu er ved at blive ædt op af det truende hav. Titlen er imidlertid kun associerende, og hvordan den nærmere sammenhæng mellem disse forblæste områder og mit stykke er, er umuligt at forklare.”

Hvordan den billedskabende titel passer til musikken, vil jeg heller ikke vove mig ud i at filosofere over.

Det, som jeg synes er spændende at lytte efter i ’The Deserted Churchyards’, er alle de stykker musikalsk fnok, der bliver hvirvlet rundt undervejs. Melodistumper, klange og figurer høres og forsvinder igen midt i mylderet af toner.

Prøv blot at nærlytte den første halvdel (ca. 4 min og 30): blæserne futter langsomt rundt i bunden, mens klaver og slagtøj har alfespind oven over. Så har violinen en lillebitte stump af et udsagn, men bliver straks afløst af de nu insisterende blæsere. Alfespindet fra klaver og slagtøj hører op, men bliver afløst af violinens væv i det høje leje. Der er ikke stilstand, men flydende bevægelse hele tiden. Nærlyt og læg mærke til hvad der er overflade og hvad der er baggrund. Det skifter konstant. Det er 3D-musik.

Schuberts musik er næsten altid præget af hans uforlignelige evne til ikke at lægge sig fast på dur eller mol, men hele tiden svæve mellem de to, så man aldrig får fornemmelsen af hvid<>sort, men altid fornemmelsen af gråzoner, mellemveje og ingenmandsland.

I ’The Deserted Churchyards’ er det ikke dur og mol, der svæves imellem, men op og ned. De myldrende tonevæv falder nedad, men bevæger sig op eller klatrer møjsommeligt op, mens de falder nedad. Hele vejen. Der er ikke noget fast, fælles fodslaw fremad, for ’The Deserted Churchyards’ er mere tilstand end målrettet jagt.

Og så er der stilhederne, der er fulde af klokke-efterklange, og samtidigt pludselige mylder-løse huller præget af savn – hvorfra mylderet så igen opstår.

Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de knap ni minutters musik igen og igen.

Og slutningen … den er en åbenbaring og en selvfølgelighed. Den er overvældende og trist på samme tid. Og fin.

Jeg er ked af, at jeg ikke ved noget om indspilningen her. Hvis en nutidsmusiklæser kan genkende den, så skriv det endelig i kommentarerne.

Der findes også en indspilning af ’The Deserted Churchyards’ på Spotify.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *