Wolfgang Rihm – Chiffre II, Silence to be beaten

Silence to be beaten – Stilhed, der skal tæves. En af de bedste titler nogensinde på noget som helst. Og værket lever i høj grad op til titlen; der bliver uddelt nogle ordentlige fortefortissimoer til den der stilhed. Og den svarer selvfølgelig igen … med mere stilhed. Lige når man tror, at nu har larmen fået bugt med den nævenyttige stilhed, stikker den saftsusemig hovedet frem igen. Og den får det sidste ord, for værket slutter jo. Larmen holder op.

I 1980’erne begyndte Rihms række af værker med titlen ”Chiffre” og så et nummer. (Hvilket fører til det lidt mystiske, at når man taler om disse værker, siger man: ciffer nummer 1, ciffer nummer 4, ciffer nummer 9 osv. og det er jo lidt dobbeltkonfekt, men det hedder de.) Det andet i rækken af ”Chiffre”r er det eneste med en undertitel – Silence to be beaten.

Der er mange grunde til at holde af Wolfgang Rihms musik: udtrykskraften, energien, stramheden fx.

Men ud over det falder, jeg altid på halen over de nærmest Don Quijote’ske gestusser (gesti, jeg ved det, men ODS siger jeg godt må, og gestusser lyder bedre) Wolfgang Rihm tilbyder os. Han insisterer på at udtrykke stort og kontrastfyldt. Eller inderligt og sart. Eller berusende og bjergtagende. Men altid, altid med næsten overtydelig gestus. Det er romantisk i det ekstreme. Musikken får lov at udtrykke det hele uden dumsmarte forbehold eller distanceret ironi. Det er en dyb respekt for musikken som udtryksbærer – og det kan selvfølgelig godt kamme over, så man tænker ”såså, så alvorligt er det vel heller ikke”. Men det er det jo, og når det er forbundet med en blændende virtuositet og modet til at gå lige til tærsklen af det sentimentale, ja, så bliver det grandiøst på den der Don Quixote-agtige måde. Det er lige meget om det er vindmøller man kæmper imod, for det er kampen og gestussen, der tæller. Uden denne følelsestunge gestus forsvinder alt indhold i vores omgang med hinanden og kunsten. Det er så flot og så …. ja, gammeldags. Men det er musikken sjovt nok ikke. Den virker aktuel og ægte – så arkaisk og Mitteleuropäisch som den end er.

Jeg har svært ved at forstå, at Rihm ikke er på alle koncertprogrammer i alle koncertsale hele tiden, for det er så overvældende og så sårbar musik, at det går lige i hjertet.

Hør fx. i ”Chiffre II – Silence to be beaten”, hvordan den sarteste stryger-tone får lov at ligge og ligge og ligge, mens slagtøjet prøver at tage livet af den. Det er omkring 4 minutter inde i værket.

Hør også den nærmest gotisk-middelalderfascinerede messingblæsermusik omkring otte minutter inde. Der bliver ikke sparet på noget.

Og så er der stilhederne undervejs.

Lyt til Wolfgang Rihms ”Chiffre II – Silence to be beaten” – og hør det gerne højt – det er god musik med store armbevægelser. Jeg har også lagt den på spotify-listen Nutidsmusik, som du kan abonnere på – den er her Nutidsmusik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *