Maurice Ravel – Gaspard de la nuit

Nattens vogter. Sådan kan man oversætte titlen på de tre klaverstykker Maurice Ravel komponerede i 1908. De tre stykker bygger på tre digte af Aloysius Bertrand. Jeg linker lige til den engelske wikipediaartikel, som har alle tre digte med oversættelser til engelsk  her

Aloysius Bertrands digte udkom i 1840’erne i en romantisk tid, der blandt meget andet svælgede i fascinationen af mørket, uhyggen, det groteske, det underjordiske og overnaturlige. Gotisk uhygge var moderne. Således også disse digte. Men den fascination forsvandt jo ikke sådan lige da romantikken blev umoderne, og digtene inspirerede Ravel mere end 60 år efter de blev udgivet.

De tre stykker er enheder hver for sig, og det sker, at de bliver spillet enkeltvis til koncerter. Men når de tre stykker sidder sammen, former de en helt klassisk klaversonate med en hurtig førstesats, en langsom midtersats og hurtig sidste-sats.

Der er et sært stemningssammenfald mellem de tre ellers meget forskellige stykker; de er alle tre mørke eller ubehageligt urolige. Der er ikke meget solstråle og fred i disse stykker – i hvert fald ikke under overfladen. De er inspireret af uhyggelige digte og de giver ikke slip på det afgrundsdybe mørke og blikket ind i helvedes dyb. Heller ikke når det umiddelbart lyder som solstråler på vand. Ravel er mange steder citeret for, at han, da han begyndte på ”Gaspard de la nuit”, havde sat sig for at komponere et værk, der var sværere at spille en ”Islamey” af Balakirev. Det lyder umiddelbart ikke som en ambition, der kaster stor kunst af sig, snarere et løfte om tom virtuositet. Men Ravel er jo Ravel og ikke en komponist, der generelt begiver sig af med tomme falbelader. Så jo, det lykkedes ham at skrive et værk, der er hysterisk svært at spille – især det sidste stykke – og samtidig  fascinerende mørkt og smukt. Jeg skal prøve at lade være med at oversælge ”Gaspard de la Nuit”, men jeg vil ikke lægge skjul på, at denne musik hører til i min top fem af al klavermusik. Musik, der er gnistrende virtuos og foruroligende mørk på samme tid, er noget af en bedrift efter min mening. Og så er Ravel jo ikke ene om at ville presse musikere til deres yderste i søgen efter et ekstra udtrykslag, Luciano Berio og Brian Ferneyhough har fx. været ude i samme ærinde.

Jeg har valgt et youtube-klip med den pianist, der efter min mening spiller Ravel (og Debussy) allerbedst: Jean Yves Thibaudet. Det fede er, at der er en venlig sjæl, der har lagt hans indspilning af ”Gaspard de la nuit” på youtube sammen med noderne, så man kan følge med i dem, hvis man har lyst. Normalt er jeg ret fokuseret på at det er ørerne, der skal opleve musik og ikke øjnene, men i dette tilfælde giver det mening at noderne er med, fordi man bare skal tabe kæben over mængden af dem undervejs. Så vidt jeg kan se får Thibaudet langt de fleste af noderne med, i modsætning til andre illustre pianister, der også kan findes på youtube. Jeg har lagt samme indspilning ind på playlisten Nutidsmusik på Spotify, som kan ses her Nutidsmusik

Nyd det – det er god musik!

Ondine

Ondine er en vandnymfe og som så mange af sine søstre og brødre – fra Nøkken over Lorelei og til de græske Sirener – har hun kombinationen af guddommelig musikalitet og  djævelsk besiddertrang. Uimodståelig sang og død i bølgerne er et gennemgående tema i europæiske eventyr og Ondine lader ingen noget efter. Ravel lader bølgerne risle, skvulpe og brage gennem hele stykket, og i begyndelsen høres både bølgerne og Ondines klare, besnærende sang. Som altid med disse vandnymfer bliver det hele dog snart lidt mudret i det. Bølgerne og nymfens sang filtrer sig ind i hinanden og igen og igen blandes de to, så man helt mister orienteringen og bliver trukket længere og længere ned mod dybet. Bølgen er Ondine og Ondine er bølgen. Den ene eksisterer ikke uden den anden og omvendt begge veje. Ingen dødelig overlever mødet med Ondines forførende stemme – med bølgernes lokkende sang.

Le Gibet

I det andet stykke, med titlen ”Galgen”, viser den gotiske romantik sig i fuldt flor – set gennem Ravels blide, klare, kølige blik.

Der hænger en død i galgen og svajer rytmisk i vinden. Kirkeklokken ringer hele tiden. Ørkenen er tør og ubarmhjertig. Der er fluer og biller i det klistrede blod på den dødes hovede. En edderkop spinder den hængte et halstørklæde og dækker den brækkede nakke. Kontrasten til Ondines bølgeskvulp er overvældende. Tørken, døden, stanken, insekterne, der arbejder ufortrødent … eeewwwwww. Og musikken? Den er så smuk, at det gør helt ondt. Smuk, ligeglad og uendeligt skræmmende og trist på samme tid.

Scarbo

Og så til sidst kommer det virtuose mesterværk. Scarbo er et dumt lille nisse-agtigt uhyre, med flere djævelske træk end en gennemsnitlig dansk gårdnisse. Han kommer om natten og forstyrrer og driver enhver sovende stakkel til vanvid. Laver rod og ballade, springer og hopper, raser og driller, hvirvler og slår.

Det gør Ravels musik også – og ved første gennemlytning er det nærmest alt, hvad der sker: En rumlen i mørket … og pludselig braser Scarbo ind i soveværelset og går i gang med at hærge søvn og indbo.

Men det vigtigste er ikke, det han gør; det er det, han ikke gør. Lyt til pauserne. Midt i tonemylderet forsvinder Scarbo igen og igen – og dukker op et andet sted. Uforudsigelig og vild får han hele tiden vendt sig fra det ene tema til det andet. Vupti er han her og lyder sådan, vupti er han der og lyder sådanher, svips er han væk og lyder som noget helt tredje. Han går i hak, vender tilbage til stumper fra gamle narrestreger, tæver den samme akkord og klasker den sammen med en ny. Og forsvinder. For blot at tæve dig i nakken med din yndlingsvase sekundet efter. Og igen er der denne mørke undertone midt i al balladen. En undertone, der kommer op til overfladen også i satsen Scarbo. Som for at understrege, at væsnet Scarbo ikke er uskyldigt, men udspekuleret og farligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *