Axel Borup-Jørgensen – Marin

Musikstykket som denne blogpost handler om er et mesterværk. Det står der ofte i beskrivelserne af værket, og det behøver jo ikke at betyde så meget, men lyt til det! Det er virkelig et værk, der er værd at lytte til igen og igen – et værk, der er værd at fordybe sig i. Det er også et værk, det er nødvendigt at fordybe sig i. Det er overvældende, når man først er ”inde” i det – men det kræver, at man som lytter giver sig tiden og koncentrationen til at være med hele vejen. Det er ideelt at opleve værket live, men ellers vil jeg anbefale at stikke computeren til et par gode højttalere eller hovedtelefoner. Kast dig ud i det. Kast dig ud i bølgerne.

Marin

Axel Borup-Jørgensen komponerede ”Marin” i 1960’erne og det blev uropført i 1970. Det blev, ærgerligt nok, vistnok det eneste værk for stort symfoniorkester han skrev.

Jeg ved godt, at titlen vel egentlig bare betyder ”ting, der har med havet at gøre”, men jeg har altid syntes, at titlen var eksotisk. Der er noget middelhav, gamle kort med havmonstre indtegnet og noget uudgrundeligt over titlen.

Vi ser havet fra overfladen; bølgerne, skvulpene, de hvide tænder, solens glimt og smut i vandet eller de skifergrå kæmpe-sug af storme på stort hav.

Sådan er det ikke med ”Marin”. Lige fra begyndelsen hiver Axel Borup-Jørgensen os med ned i dybet. Eller rettere man vågner som lytter op på bunden af det dybe, dybe hav. Der er mørkt og væsnerne hernede er enorme. Det er Kraken, kæmpeblæksprutter, gigantiske hvaler og mørke, mørke, mørke. Tyngden af vandet, det enorme tryk gør enhver bevægelse til en kamp. Først henad 8-10 minutter inde i værket bevæger musikken sig opad. Først gennem skærende hvide klange af tomt vand – og så op til et væld af bevægelse. Et lydlandskab som et koralrev af vimrende klange og farver. Og til sidst rejser sig en overvældende bølge af hvidt skum sig ud fra dybet. Det er en rejse, der mest af alt handler om lyd – og måske ikke så meget om vandpjask, som jeg antyder her. Men musikken er så nuanceret, klangrig og facet-sleben, at det er en gave at få lov til at hoppe direkte ud i det hele – som et klangbad.

Det er overvældende at fornemme strygernes spredte klangvifte, hver enkelt af dem har sin særlige stemme. Det er også en gennemlytning værd, at lytte til klaver og slagtøj, som er med til at skabe den særlige karakter af i begyndelsen mørke og senere hen skærende lys. Lyt! Det er god musik.

Jeg har tilføjet Marin til Nutidsmusik på Spotify – og Marin er et af de værker, jeg bruger tid på i mit foredrag på Wiums Musik Salon i morgen d. 16. april

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *