Thomas Adés – Asyla

”Asyla” er flertal og betyder asyler. Og der hentydes til både det, der burde være et fredeligt sted, der hvor man finder asyl, når man er på flugt, men også til det, der på engelsk hedder et Asylum – et sted hvor man putter sindslidende hen, når de fungerer for dårligt til at bevæge sig rundt mellem os andre. Et sted fuld af fred og et sted fuld af ? Måske også fred? Eller forestiller Adés sig mere en tosseanstalt? Jeg ved det ikke, men har egentlig aldrig forstået spidsfindighederne i den titel. Mit umiddelbare gæt er, at der er mere fred på et moderne sindssygehospital end i en dansk asyl-lejr. Men det kan jo være jeg tager titlen alt for bogstaveligt. Faktisk, skal jeg måske bare glemme den – for mig – forvirrende titel. Musikken fejler nemlig ikke noget.

Asyla

”Asyla” er en slags symfoni. Det er fire satser, der hver har sine særlige karakteristika. Værket er skrevet for stort orkester og fik et ordentligt spark ud i verden ved uropførelsen i 1997, da det var Simon Rattle og Birminghams Symfoniorkester, der uropførte det til stort og dundrende bifald fra publikum og anmeldere i samhørighed. I 1997 var Thomas Adés 26 år og han havde allerede stor succes som komponist. En ung komet på vej frem. Og det er han stadig … altså på vej frem. Ikke længere helt så ung.

Der er mange værker af Adés som jeg vældig godt kan lide, særligt ”America: A Prophesy” (Som ikke findes på Youtube, find den selv og lyt – det er dælme godt!) og så selvfølgelig ”Asyla”. Grunden til at Adés er blevet så populær er bl.a. at han maler med en umådelig bred pensel. Der er ikke sparet på rytmerne, smerten, de gigantiske klange og tryllestøvet i hans orkesterværker. Det kan utrolig hurtigt blive for meget af det gode, men Adés er for det første bedøvende ligeglad, og for det andet er han brillant til at give de brede penselstrøg en schattering, der gør dem afvekslende og flerlagede. Kort sagt mere interessante end man nogle gange synes ved første ørekast. Og det var så en opfordring til at høre musikken mere end en gang. De fire satser er fulde af besnærende orkesterklange. Der er forstemt klaver, slagtøj i alle afskygninger, strygere i bredeste klangformation og blæsere, der hopper og danser, pruster og hvæser sig gennem partituret. Det er simpelthen flot musik. Smæk for skillingen, Tag Den! og Tak for kaffe!

I første sats er det som om hele paletten præsenteres. Det begynder i dybet med slagtøj og bevæger sig så opad på alle områder: i tempo, tonehøjder og lydkraft. Men undervejs sker der en hel masse: blæserne spiller forskudte lag af toner, melodistumper og fanfarer, strygerne prøver at skabe ro med længere flader. Men mylderet fortsætter og der kommer ikke rigtig ro, før anden sats går i gang.

Andensatsen begynder godt nok med et ordentligt orkestersmæk, men så kommer en vidunderlig, urovækkende skæv begyndelse for forstemt klaver, slagtøj, celeste. Det stemmer ikke, der er tonesammenstød af svimmelhedsfremkaldende art og først når vores fornemmelse for dette skæve lydunivers er stabiliseret, bliver det udviklet til resten af orkestret. Denne sats er min favorit. Den er SÅ klassisk og nærmest Brahms-agtig (Det vil Adés ikke synes om – han kan ikke lide Brahms), og så er den alligevel så skæv og intens. Det er som hele den klassiske tradition set gennem et tyndt Harry Potter-agtigt slør af magi. Der er noget der ikke stemmer. Mystik og magi og helt gammeldaws orkestersus.

Tredie sats er den, der har fået mest omtale. Det er den eneste af de fire satser, der har en titel: Ecstasio. Ekstase! Der er en i medierne ofte gengivet historie om denne sats: Thomas Adés ville i denne sats give stemningen af et rave-party, en nat i byen med virkelig højintens elektronisk musik. Han sad det meste af en nat og knoklede med rytmerne i partituret til denne sats, og da han skulle i seng holdt hans hjerte op med at slå! Eller det føltes sådan – og Adés kom til lægen som kunne fortælle ham, at han havde hyperventileret så meget, at det havde givet de skræmmende symptomer. Ikke rart, men en god historie fordi den ender godt og fordi den giver krudt til historien om musikken som åndeløst rytmehelvede.

Jeg har bare aldrig nogensinde syntes, at det lyder en disse som et rave. De klassiske musikkritikere gik helt amok og skrev bl.a. at nu kunne navngivne rappere godt ”move over”, der var et ny dreng på blokken. Altså Adés. Det afslører jo ikke andet, end at de klassiske musikkritikere, der kunne finde på at skrive noget sådant, absolut INTET ved om elektronisk dansemusik – endsige raves. Suk.

Næ, hør den tredie sats og forestil dig en fabrik. En støvet, kulosende, engelsk fabrik fra 1930’erne. Porten går op, og du får nu en rundvisning. Omkring dig ændrer lydlandskabet sig alt efter hvilke dele af produktionen du går forbi; tungt maskineri, der pumper. Stempler, der hamrer op og ned, ventiler, der hvæser tungt og varme der får sveden til at pible. Du ved, at du er snavset, sort og har hørenedsættelse når du kommer ud af porten i den anden ende af fabrikken.

Et elektronisk dance-party eller en rundvisning på en fabrik? Det er under alle omstændigheder ret heftig musik.

Den sidste sats er stemningsmæssigt en blanding af den magiske, ustemte 2. sats og førstesatsens mangefacetterede lys. En opsummering af symfonien (oops – sagde jeg det … værket, mener jeg) og samtidig er det hele blevet lidt fjernere – som om vi er på vej væk og satsen her måske er mindet om, hvad vi har hørt. Det eneste, der er helt anderledes i denne sats er et enormt, Mahler-agtigt brag af en akkord, med en hale af tristhed efter sig.

”Asyla” er også lagt op på Nutidsmusik på Spotify – og husk nu også at høre ”America: A Prophesy” og hans klaverkvintet. De findes også på Spotify (men ikke på playlisten).

En tanke om "Thomas Adés – Asyla"

  1. Pingback: John Cage – Sonatas and Interludes | Nutidsmusik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *