Carl Nielsen – Preludio e Presto

På denne blog skriver jeg kun om musik, jeg virkelig kan anbefale og som jeg synes om. Det betyder ikke at al musikken er min yndlingsmusik, men at der i hvert enkelt stykke er kvaliteter, der gør det værd at lytte til. Og der er sindssygt meget god musik at tage af! Men nogle gange er det også sjovt at udfordre sig selv, og for en gang skyld vil jeg lave en blogpost som er semi-aktuel. I morgen – lørdag d. 4. Maj – bliver Dansk Komponist Forenings 100-års jubilæum fejret i Det Kongelige Bibliotek med et hav af arrangementer og koncerter. Det skal jeg ind og høre en masse af. Jeg skal også være ordstyrer til en paneldebat. Som kokken Jamie Oliver siger: Good Times!

Og nu til det der med at udfordre mig selv. Jeg tænkte, at jeg i denne anledning ville udfordre mig selv med at skrive en blogpost om Carl Nielsen. Den største danske komponist og en af de tidligere formænd for Dansk Komponist Forening.

Ser I, jeg synes langt hen ad vejen, at Carl Nielsens musik er kedsommelig. Jeg elsker hans sange (”Vi sletternes Sønner” er et mesterværk!), jeg kan virkelig godt lide meget af hans klavermusik, og blæserkvintetten er fin og hvis jeg virkelig skal armvrides til at nævne en symfoni bliver det d. 6. Og det er vist nærmest det, hvis jeg skal nævne Carl Nielsen, jeg holder af at lytte til. Med en undtagelse. Der er nemlig et værk, som virkelig skaber nysgerrighed, lyst til at lytte og høre mere og som holder interessen fast: ”Preludio og Presto” for soloviolin. Det er et af Carl Nielsens seneste værker og tænk, hvis han var blevet meget ældre og var fortsat med at eksperimentere og komponere som i dette lille værk på godt 10 minutter. Wow! Så havde dansk musikhistorie set anderledes ud.

Preludio e Presto

Værket er komponeret i 1928. Det er som titlen antyder i to dele, et eksperimenterende, grænsestrækkende præludium og en kortere, luftigere og virtuos presto.

Præludiet er musik, der vil op og ud i verden. Violinen får lov at gå til alle yderligheder af højt, dybt, snerrende, stille, legende og aggressivt. Det giver kontraster. Mange af dem, men det er som om Nielsen virkelig holder alle disse excesser i stram snor. Han bringer hele tiden det flyvske instrument tilbage i den rigtige retning og 5-6 minutter henne, lige før slutningen, er der en virkelig smuk, mørk passage, med en vippende figur og nogle glissandi helt op i det høje. Det er simpelthen verdensklasse. Helt i slutningen af satsen vågner violinen så op igen for en stund, men drømmesekvensen hænger alligevel fast.

Så følger den energiske og mere genkendeligt Carl Nielsenske presto. Den er kun halvt så lang som præludiet, men den er en god gang energi-musik og midt i al det svært spillelige og hurtige blander sig en mørk tone, der virkelig klæder virtuoseriet godt.

Hvis det stod til mig, begyndte alle, der ikke kender Carl Nielsens musik med at lytte til ”Preludio e Presto”. Det lille værk sætte resten af hans produktion i et godt perspektiv. Det er god musik.

Youtube-klippet er fra en hel koncert som den unge svenske violinist Alexandra Hjortswang spillede på Royal Academy of Music i 2009. Jeg har også lagt en version af værket på Spotify-listen Nutidsmusik

2 tanker om "Carl Nielsen – Preludio e Presto"

  1. Flot værk!

    Carl Nielsen er virkelig fin, når ikke han forfalder til alt det der postromantiske fjolleri. Jeg synes også, hans klarinetkoncert er rigtig fin. Den er et sent værk for lille besætning og minder om ‘Preludio e Presto’ i sin skarpkantede og virtuose stil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *