Edgar Varese – “Intégrales” og “Density 21.5”

Edgar Varese får altid titlen ”pioner” klistret på sig. Og det er fordi, det passer. Han var virkelig en pioner og en uforknyt forkæmper for lydenes frigørelse og udvidelsen af musikkens territorium. Han fik virkelig som en bedre amerikansk western-”pioneer” rykket grænserne ganske betragteligt udad, og musikken derefter forandrede sig for altid.

Her er link til wiki-artiklen om mandens forbløffende liv. En af de mest smittende artikler om Varese kommer fra Frank Zappas hånd. Læs den her – den er ikke lang, men hvis den ikke giver dig lyst til at høre musik af Varese, er der ikke meget der vil.

Jeg har valgt to værker af Varese; det voldsomt insisterende ”Integrégrales” fra 1925 og det både smukke og sære ”Density 21.5” fra 1936. Som altid i disse blogposts er de udvalgte værker en opfordring til at fortsætte med at høre mere af komponisten. I Vareses tilfælde fører musikken ’to infinity and beyond’.

Intégrales

Varese dyrkede en idé om at lade blokke af klange eller figurer optræde uformidlede ved siden af hinanden. Det er tydeligt i ”Intégrales”. Der lander en slagtøjsfigur ved siden af et blæserbrøl – og senere dukker samme slagtøjsfigur op i en helt anden sammenhæng, og lyder derfor markant både af sig selv – og som noget helt andet. Varese formår at give de enkelte figurer en stærk identitet, og samtidig er figurerne så blanke, at de spejler sig i omgivelserne – uden selv at ændre karakter. ”Intégrales” er komponeret for blæsere og slagtøj, og Varese får undervejs begge dele til at lyde som fremmede instrumenter, der intet har at gøre med det, de plejer at være: instrumenter i et symfoniorkester. Som kontrast til denne fremmedhed lander så figurer fra dansemusik, militærmusik og andet skrab-sammen fra musikkens rodebunker. Og puff er de væk igen.

Jeg synes ”Intégrales” på mange måder er Ravels ”Bolero” på syre. Det har den samme insisterende karakter og lyder undervejs som Ravels værk – forskellen er, at Varese benytter skarpe kontraster i sit værk. ”Bolero” som det ville have lydt, hvis et ondsindet barn havde klippet i partituret, sat det forkert sammen igen og tilføjet dele af alle mulige andre noder, der lige lå og flød. Resultatet er ti minutters insisterende, larmende, kontrastfyldt og overvældende musik.

Density 21.5

Titlen er tætheden på materialet platin (21,5 g pr kubikcm – ret mig hvis jeg tager fejl), og værket blev komponeret til en fløjtenist, der netop havde erhvervet sig en platin-fløjte.

Det er en klassiker indenfor solo-fløjterepertoiret og musikken her er et fascinerende eksempel på, at en komponist som Varese virkelig forstår at udfordre instrumentet, musikeren og sig selv.

Lige som ”Intégrales” er ”Density 21.5” bygget op af flere figurer eller elementer. Udfordringen er at få dem til at fremstå klart, når man nu kun har en enkelt tværfløjte at skrive for. Resultatet er som to moebiusbånd, et blåt og et rødt, der snor sig ind i hinanden – uden nogensinde at blandes, men også uden at slippe fri fra hinanden.

Det blå bånd er blidt, nærmest mystisk i sin stille indadvendthed. Det er det bånd der høres lige i begyndelsen. Det røde bånd er springende, aggressivt (eller så aggressivt, som en fløjte nu kan være), og kæmper for at komme frem i fløjtens dybeste og højeste lejer. De to lag eller bånd er der hele tiden, men det ene er i forgrunden, det andet bagved.

Jeg har puttet ”Density 21.5” på Spotify playlisten Nutidsmusik, men ”Intégrales” findes ikke på Spotify

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *