Luigi Nono – Fragmente – Stille, an Diotima

Lad os med det samme få afklaret hvem Diotima er. Hun er damen der, ifølge Platon, ved alt om kærlighed. Her er hendes definition af kærlighed snuppet lige fra Platons Symposium: Diotima

Luigi Nono komponerede en eneste strygekvartet og han gav den titlen ”Fragmente – Stille, an Diotima”, Fragmenter – Stilhed, til Diotima. Jeg ved ikke, hvad titlen betyder som sådan, om det er fragmenter af stilhed eller fragmenter af lyd, der opstår i stilheden eller hvad. Men det er til ære for en fiktiv [eller måske ikke fiktiv, se Torben Sangilds kommentar] filosof, der kendte til kærlighed. Og alene det er smukt og sanseligt.

Og se … det er det, der er hele kernen ved Luigi Nonos musik: Sanselighed. Det har altid været mig en gåde, hvordan musik der er så æterisk, så sart, så antydet, samtidig kan rumme en sådan sanselighed. Jeg har en svaghed for gråzoner og steder, hvor man ikke helt ved, hvad der er hvad. Nonos musik bor sådan et sted. Et sted mellem brillant ånd og følsomt kærtegn. Et sted mellem noget besnærende enkelt og nært og noget komplekst og alment.

I partituret til ”Fragmente – Stille, an Diotima” står der efter sigende mere end 30 små citater fra den tyske digter Hölderlin. Citater, der ikke skal læses højt eller på anden måde formidles til publikum, men som musikeren skal sige til sig selv eller tænke over mens han/hun spiller. Jeg synes godt om tanken om, at musikerne har hemmeligheder for mig – eller rettere: at de oversætter disse citater og formidler dem i et sprog, som jeg også kan forstå. Indvier mig i citaterne via musikken. God tanke. Og en idé, der alt andet lige må præge den musikalske fortolkning, idet jeg går ud fra, at ikke alle musikere tolker Hölderlins ord ens, og altså på den måde farver musikken i en personlig retning. Stadig en god tanke.

Jeg hørte ”Fragmente – Stille, an Diotima” første gang på mit delekontor dengang jeg arbejdede i DR. Jeg havde hovedtelefoner på og vidste ikke hvad der ramte mig. Fra første klang til sidste sad jeg tryllebundet af musikken her. Da det var færdigt hentede jeg en kop kaffe, tog hovedtelefonerne på igen og lyttede til det hele en gang til. Hver gang jeg har hørt værket siden, har det fastholdt en utrolig friskhed. Jeg bliver aldrig træt af denne kvartet. Men faktisk er jeg aldrig blevet træt af noget Nono-værk nogensinde.

Musikken balancerer som sagt mellem spindelvævstynde strygerklange på kanten af en afgrund af stilhed – og så enkelte, kontrollerede udbrud op til de lidt lettere decibelluftlag. Værket her er altså ikke musik, der skal høres mens man braser, vasker, snakker i telefon eller andet. Hør efter! Når du gør det, er der til gengæld en sandsynlighed for at den ca. halve time musikken varer kommer til at flyve af sted.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre rede for, hvad sanseligheden i Nonos musik består af, men jeg må give op. Den er til stede som kærtegn på hår, øjenlåg der lukker eller en kølig vind på huden. Eller også er den ikke.

Under alle omstændighed ligger spændingsfelterne i kvartetten i musikkens konstante udforskning af grænselandet mellem stilhed og lyd, mellem skarp kant og udflydende akvarel, mellem lyden som kommunikation og stilheden som tilstand – og omvendt: Stilheden som den mest sanselige og nærværende kommunikation. Damn … det er kompliceret det her. Som Diotimas beskrivelse af kærligheden som altings yderpunkter og alt det ind i mellem – blot ikke sort/hvid modsætning. Lyt nu bare. Det er god musik i helt exceptionel grad.

Den version jeg har valgt på Youtube er med La Salle-kvartetten, fordi det var den jeg oprindeligt lyttede til. Den findes også i en god en med Arditti-kvartetten. (På Spotify er der en med Moscow String Quartet som jeg putter på Nutidsmusikplaylisten.)

De links jeg lægger op her er – åbenlyst – i fire dele, men lyt dem i rap, det er det eneste der giver mening.

2 tanker om "Luigi Nono – Fragmente – Stille, an Diotima"

  1. En lille fodnote:

    Det er klart, at Diotima er fiktiv i den forstand, at ‘Symposion’ er et fiktionsværk, og at Platon lægger personerne ordene i munden.

    Men faktisk opfandt Platon ikke sine personer; han byggede sine skrifter på eksisterende personligheder fra Athen. Derfor mener mange (seriøse) forskere, at Diotima nok har have eksisteret i virkeligheden. Man har dog ingen spor efter hende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *