Charles Ives – Klaversonate nr. 2 – ‘Concord, Mass. 1840-1860’

Concordsonaten

Jeg holder meget af historien om Charles Ives: baseballer, footballer, organist, komponist, forsikringsagent mm. Læs historien her eller hør en anden af amerikansk musiks store navne, Leonard Bernstein, fortælle om ham her før en koncert med Ives’ 2. Symfoni (hvor det tyske publikum er ret uimodtagelige over for Bernsteins charme. Der er dødsstille i salen, mens han underholder 🙂 )

Jeg er altid lidt bange for, at man/jeg kommer til at holde af Charles Ives’ musik, fordi han selv var spøjs, anderledes og underholdende. Det er altså ikke holdbart at holde af musik, fordi komponisten er sympatisk eller har et sympatisk projekt. Og jeg har nogle gange haft på fornemmelsen at Ives hører til i denne kategori. Men så er der lige de der værker … fra en enkelt sang til den gigantiske 4. Symfoni, har han faktisk skrevet værker, hvor jeg alligevel må indrømme, at originaliteten simpelthen er så slående og viljen til udtryk er så enorm, og at den verden han hørte så interessant, at det alligevel er mere end OK at synes godt om hans musik. Der er andre værker, der – efter min ydmyge mening – giver umådelig lidt mening, men pyt med dem.

Et af de værker, der for mig er blevet en ’acquired taste,’ og som jeg er kommet til at holde meget af, er den stor Klaversonate nr. 2 ’Concord, Mass. 1840-1860’. Hver sats er tilegnet/inspireret af en af de amerikanske transcendentalister, der holdt til i netop Concord i Massachusetts – læs mere om denne lidt sære, og meget amerikanske bevægelse her

Et af de steder, hvor transcendentalisterne og Ives passer godt sammen, er i forholdet til autoriteter udefra. Der er ikke nogen intellektuelle Harvard/Yale/Europæisk Universitets-studerede røvere, der skal komme og fortælle en god amerikaner, hvordan han skal leve sit liv. Individet har ansvaret for sig selv, og har også retten til at bestemme over sit privatliv. Kun på den måde kan et fællesskab bygges op. Denne mangel på autoritets-tillid eller tro havde Ives også i sin musik. Lige meget hvor meget teori hans lærer Horatio Parker hældte på den unge Ives, så må man sige, at det alt sammen blev underordnet hans utroligt frodige ører, han ukuelige musikalske fantasi og skabertrang. Nogle gange synes jeg måske godt, at Ives kunne have hørt lidt bedre efter i timen. Andre gange er jeg dybt taknemmelig for, at han ikke gjorde det.

For mig var nøglen til at holde af dette værk at lytte til det som fire individuelle klaverværker, frem for at snuppe hele den firsatsede sonate i et hug. Det kan nemlig godt blive lidt meget. Men hver sats er virkelig en guldgrube af den der særlige Ives’ke fandenivoldskhed og naivitet på samme tid. (Faktisk besluttede jeg mig for at kaste mig over Ives i denne blogpost, fordi den naivitet, jeg hører i noget af Lachenmanns musik (se forgående blogpost) mindede mig om at høre Ives. Ellers er der ikke nogle paralleller mellem de to komponister. Overhovedet.)

Hver sats er også fyldt til bristepunktet af forskellige udtryk, så det er ikke sådan, at den ene er hurtig og den anden langsom. De er lidt af hvert hele tiden.

Heldigvis findes der en god indspilning af Concord-sonaten på Youtube, hvor den er splittet op i de fire satser. Snup en ad gangen.

Første sats: Emerson

Ralph Waldo Emerson var en amerikansk digter, essayist, filosof mm., og det var ham, der fik sat gang i den transcendentale bevægelse. Musikken i den første sats er voldsom. Det er som en kedel, der koger over. Der er selvfølgelig blidere kontraster undervejs. Virkeligt smukke passager, men i denne sats er der mere alvor, mere desperation end i de andre satser. Der buldres virkelig løs flere steder, der er clusterakkorder og larm undervejs. Og så er der de uundgåelige Beethoven-henvisninger (fx rytmen fra første sats af Beethovens 5. Symfoni optræder mange steder i denne sonate).

Det er meget sjovt at følge med i noderne i denne Youtube-udgave. Ikke så meget for at se noderne, men for at læse Ives’ instruktioner til pianisten.

Anden sats: Hawthorne

Forfatteren til ’The Scarlet Letter’, og i det hele taget en kendt amerikansk forfatter og politiker har lagt navn til denne sats. Her sætter Ives fut under kedlerne igen, men denne gang med en del mere lys og ballade. Der er salmesang, marching-bands, rullende klaverkaskader og gode melodier. Dette er satsen man bliver i godt humør af – og igen: også i denne sats er der kontraster, så det er ikke lutter plat og lagkage.

Tredie sats: The Alcotts

Bronson Alcott havde mange ideer, ligesom de øvrige transcendentalister, der først senere kom på dagsordnen i resten af samfundet (kvinders rettigheder, sortes rettigheder, vegansk diæt mm.) Satsen her er ikke kun tilegnet Bronson Alcott, men hele familien Alcott. Den kendteste af dem er datteren Louisa May Alcott, der skrev den moralsk opbyggelige tåreperser ’Little Women’.

Denne sats er den mest umiddelbart smukke. Der er adskillige citater, stil-henvisninger (Hej til Beethoven igen bl.a.) og der er en blidhed her, som ikke findes i lige så høj grad i de andre satser. Men midt i al det blide er det som om Beethoven-citatet (femte symfonis Skæbnetema) midtvejs, skaber en vis form for panik eller aggression i familieidyllen.

Fjerde sats: Thoreau

Henry David Thoreau er nok den transcendentalist, der er mest kendt i Europa. Hans forsøg med at leve alene i naturen, som han beskrev dem i bogen ’Walden’ og han essay om borgerlig ulydighed, ’Civil Disobedience’, er begge kendte værker, der har haft indflydelse på tænkere og kunstnere i det 19. og 20. århundrede (Og begge er eminent læsværdige! Også selvom man ikke er enig i konklusionerne, synes blogskribenten.)

Denne sats er langt den mest interessante synes jeg. Den er mørk i tonen ligesom førstesatsen, men den har noget inderligt poetisk over sig. Mørket og poesien giver satsen her en helt anden smag end de tre forrige. Derudover kommer så den stille fløjte, der optræder hen mod slutningen af satsen. Thoreau var vistnok selv fløjtespiller og fløjten passer så fint ind i stemningen. Jeg har altid ønsket at pianisten bare selv kunne fløjte den stemme, men det ville nok være rigeligt krævende. Og så ville man måske også gå glip af den overjordiske karakter som fløjten bidrager med.

Sonaten slutter så blidt og stille som forestilles kan.De store udladninger fra begyndelsen er helt væk og tilbage er vemod, skønhed, ensomhed og mildhed.

All’s well that ends well.

Ives skrev så vidt jeg ved en hel artikel om sin ’Concord Sonate,’ – ’Essays Before a Sonata.’ Jeg har ikke læst den.

En tanke om "Charles Ives – Klaversonate nr. 2 – ‘Concord, Mass. 1840-1860’"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *