Karlheinz Stockhausen: Gruppen

Bloggens et års fødselsdag skal fejres med en orkesterklassiker af moderne tilsnit.

Stockhausens mesterværk Gruppen fra 1957.

Lad mig begynde med at sige, at hvis det her var en michelinguide til værker fra det 20. århundrede, så vil jeg bedømme Gruppen som ”Værd at rejse efter”. Du skal i hvert fald, hvis du nogensinde er i en by, hvor Gruppen bliver opført, gøre alt for at få en billet til koncerten. Musikken her er i den grad rumlig og oplevelsen bliver mangedoblet af at være live. I det youtubeklip jeg har fundet, er det en liveindspilning og der er publikum endda sat ind mellem de tre orkestre. Sejt!

Gruppen

Gruppen er bygget på en tolvtonerække. Rytmerne, tempoet og dynamikken er sat på formel og storformen – den samlede struktur af hele værket – er nøje udregnet. Og det hele er inspireret af et schweizisk bjerglandskab påstod komponisten.

Titlen er yderst prosaisk, for hele værket er delt op i klumper af tone/rytme/klang/dynamik, hvor hver klump – eller gruppe – har sit særlige karakteristikum.

Det er sindssygt svært at høre disse grupper og opdelingen af dem. Umuligt vil jeg faktisk påstå. Og derfor vil jeg også strunte i dem, som svenskerne så poetisk udtrykker det.

Det vigtige i Gruppen er ikke klumperne, rækkerne, bjerglandskabet eller storformen. Det vigtige er rummet og bevægelsen.

Gruppen er om noget en suveræn udnyttelse af rum og bevægelse i musik.

Den tyske professor Frau Helga de la Motte-Haber, fortalte mig, at hun engang havde oplevet Stockhausen fortælle om sin musik fra 50’erne og hun beskrev, hvordan han sad og lod som om han havde et dukketeater, hvor han var dukkeføreren ”Så kommer denne figur frem, og bagved dukker denne her op, mens forgrunden er … osv.” Værket han beskrev var Kontakte, men det kunne næsten lige så godt være Gruppen. Stockhausen skifter mesterligt (ja, undskyld de mange superlativer i denne blogpost … men jeg mener hvert enkelt) altså, han skifter mesterligt mellem det helt store orkesterudtræk med larm og ballade og solopassager så sarte, at man nærmest holder vejret. Der er ting i forgrunden, noget dukker op i mellemgrunden og bliver tromlet af det, der kommer bagfra.

En af grundene til at Gruppen bliver opført så sjældent er kravet til, at der skal være tre orkestre. De fleste koncertsale skal udvide scenepladsen langt ud over publikumsrækkerne for, at det kan lade sig gøre.

Ud over det perspektiviske i selve musikken – dukketeatret og de musikalske figurer der bevæger sig foran og bagved hinanden – er der altså i Gruppen en ekstremt stor spredning af lydkilderne når man sidder i salen. Instrumenterne kan tale sammen over store afstande. Og det gør de.

Som sagt er hele værket bygget overordentligt sindrigt op, og følger serialismens mange strukturelle krav nøje. Men ind i mellem dæmmer Stockhausen op for rækkerne og lader andre kræfter komme til. Han har selv kaldt det ”vinduer i partituret.” Jeg får lidt fornemmelsen af, at komponisten simpelthen ikke har kunnet dy sig for at lave nogle ganske spektakulære effekter, når han nu alligevel havde musikerne siddende så overvældende rumligt. I modsætning til rækker, klumper og tempoforskelle, kan disse vinduer faktisk høres. Allerklarest er vinduet, der i denne youtubeudgave kan høres fra 16’24 og frem. Prøv at lytte fra lidt før 16’00 og hør hvordan musikken omkring 16’24 pludselig samler sig og basuner og andet messing får lov at lave politisirene i 3D. Fra det ene orkester til det andet bølger lyden.

Jeg er normalt ikke en fan af at lytte musik med hovedtelefoner, men lige med Gruppen vil jeg gerne gøre en undtagelse, for optagelsen er så god, at de rumlige effekter faktisk kommer med – og de giver bedst mening med hovedtelefoner.

Så vær nu med til at fejre bloggens 1 års fødselsdag – der er ingen kage, ingen flag, ingen fødselsdagssang … kun god musik i dine ører!

… og en smiley 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *