Schönberg: Violinkoncert

Feisty – feeling or displaying eagerness to fight. Sådan lyder en forklaring af det engelske ord feisty. På dansk ville man sige hidsig, ilter, opfarende, pågående.

Jeg synes ordet beskriver Schönbergs violinkoncert ganske godt. Det er en feisty koncert.

Læs en introduktion til værket HER

Schönberg komponerede koncerten i årene efter han flygtede USA i 1933. Den blev uropført i 1940.

Koncerten har en utrolig fremdrift også i de mere rolige passager. Det føles som om det er den sikreste hånd i verden, der har komponeret dette værk. Ingen løse ender, ingen halvfabrikata, ingen svinkeærinder. Et solidt håndtryk og et fast blik – tilsat bevægelighed, fremdrift og inderlig nødvendighed.

Jeg læste en gang et sted på det der internet, at en amerikansk komponist sammenlignede Schönberg med Mozart. (Var det Lou Harrison?) Jeg må med skam melde, at jeg aldrig klikkede mig videre til selve artiklen, så jeg aner ikke, hvad der lå bag denne udtalelse, men i mit hoved er udtalelsen (som ellers er overfladisk og ligegyldig uden forklaring) spot on: Schönberg har, ligesom Mozart!, en helt uhåndgribelig evne til at vide hvornår et afsnit er slut. I violinkoncerten her er der ikke tomgang i et sekund. Hver frase blive fuldendt, ført til dørs og leder videre fremad. Der er ingen tomme gentagelser eller tvangsmanierismer. Formen er ren som nyfalden sne og med lige så få dikkedarer.

Det er der ikke mange musikvidenskabsfolk, der er enige med mig i. Jeg har i hvert fald fundet adskillige skærmrullende lange artikler om, at især første sats hverken er det ene eller det andet. Men prøv lige at lytte og hør, om jeg ikke har ret i, at Schönberg i den grad har styr på sit form/udtryks-balanceforhold, og at musikken er økonomisk og generøs på samme tid. Knivskarp og inderlig.

Og så er der forholdet mellem violinen og orkestret. Jeg kender ingen violinkoncert, der i den grad giver mening som inderlig meningsudveksling mellem eneren og helheden. Eneren som udtrykskraft for helheden, helheden som klangbund for eneren, samhørighed og samhørighedens modsætning: ensomheden. En gnistrende virtuositet i solostemmen får han også lige med. Der bliver ikke ruttet med noget her!

Som det nok allerede fremgår, er jeg pænt glad for det her værk.

Violinkoncerten er bygget op over en tolvtonerække, men Schönberg holder sig ikke strikt til den dodekafoniske bearbejdning af rækken. (Og det er forøvrigt også bedøvende ligegyldigt, meiner Meinung nach).

Der er tre satser i værket (I youtubelinket nedenfor, er den delt op i fire, med et irriterende klip i første sats til følge. Der findes argumenter for at se koncerten som firesatset,men jeg tænker den nu bedst som tresatset. Sådan som den også fremstår fra komponistens hånd).

Satserne har fuldstændig klassiske tempobetegnelser:

1: Poco allegro – Vivace. 2. Andante grazioso 3. Finale. Allegro.

I hver enkel sats er der kontrasterende passager af ro, fordybelse og inderlighed, men det generelle udtryk er fuld ad energi og overskud. Måske netop derfor kommer enkelte af de mere stille passager til at virke så overvældende. Det gælder fx solokadencen i første sats (som kommer i 2. del af førstesatsen i youtubeklippet). I denne solokadence åbner sig en port ned i sindets dybeste mørke. Ikke voldsomt og brutalt, men ensomhedens grå opgivenhed viser sit spøgelsesansigt for en kort bemærkning. Ud over denne smertelige kontrast til den energifyldte, feisty stemning er der også sødme (i 2. satsen), utryghed (2. satsen) og skæg og ballade (både 1. og 3. sats).

Det er alvor i denne koncert, men det er aldrig tungt eller vredladent. Elegance, skønhed, stolthed, smidighed, smerte og tindrende glimt i øjet; Schönbergs violinkoncert har det hele undtagen det gumpetunge og villede.

Nyd den – det er god musik!

Ikke mindst når Hillary Hahn er solist som her, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerer,

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *