György Ligeti: 2. strygekvartet

György Ligeti og jeg har/havde fødselsdag på samme dag, og i den sommer jeg blev født skrev han det værk, som er blogpost-emnet i dag. Det er dog på ingen måde grunden til, at jeg har valgt værket, nej, mit valg er truffet, fordi jeg mener at Ligetis 2. Strygekvartet er et af det 20. århundredes absolutte musikalske højdepunkter.

Det er et værk, der har så stort overskud, så høj intensitet og så frygtelige dybder, at man – meiner Meinung nach – aldrig bliver færdig med det. Og det siger jo ikke så lidt.

Strygekvartet nummer 2

Kvartetten er komponeret i 1968 og uropført i 1969 af LaSalle Kvartetten. Den kræver sin strygekvartet. Ikke bare fordi den er svær at spille. Jeg har aldrig spillet strygeinstrument, så det kan jeg overhovedet ikke udtale mig om, men på grund af udtryksbredden og kontrastrigdommen. Ligeti havde på dette tidspunkt skrevet sine skrabede og banebrydende orkesterværker fx Atmosphères og også Lontano, som man kan læse om her på bloggen Lontano.

Der er fem satser i strygekvartetten, og jeg gennemgår dem en ad gangen. Som man kan se alene af titlerne, er der tale om en yderst mangefacetteret værk. Sagt på en anden måde: det stritter i alle retninger, eller måske endnu mere præcist: det indkapsler alle udtryk. I artikler og skrifter om Ligeti og hans musik vil man bl.a. kunne studere (og gør det endelig! Det er tiden værd), at han til tider komponerede med en tæt netstruktur, en musik, der muligvis hænger sammen med hans ofte omtalte barndomsdrøm om at skulle kæmpe sig gennem en art tæt edderkoppespind hen til sin seng. Netstrukturen står i kontrast til opløste og smadrede strukturer, der som vildfarne satelitter vimser rundt i det musikalske univers. Til tider ganske kraftfuldt. De to strukturer er helt integrerede i den 2. strygekvartet og sørger for en mangfoldighed af sindsoprivende kontraster.

Allegro nervoso

Første sats begynder med stilhed. Der er intet galt med optagelsen. Det er meningen, at der skal være stille til at begynde med. Og så er der så ikke stille mere. SMAK – et pizzicato fra intetheden og så er universdannelsen i gang, først med fnidrede små strøg og siden med eksplosioner som kontraster og også en udvidelse af fnidreriet. Det er som om stjerner og planeter bliver skabt i udbrud af en urolig (nervoso) baggrundsstråling. Det er ikke kedeligt. Jeg sidder altid med en næsten barnlig “hvad sker der nu?!?” fornemmelse under hele denne sats.

Sostenuto, molto calmo

Første sats slutter stille og ud af stilheden vokser den rolige 2. sats. Kikkerten vendes om og pludselig er det som i orkesterværket Lontano, som om musikken opstår meget langt væk og kun anes. Som en drøm man kan mærke, men ikke formulere, for så forsvinder den. Men heller ikke denne sats undgår svidende kontraster. Som med et piskeslag vækkes det nervøse monster fra første sats undervejs i den ellers isnende rolige, fjerne musik.

Come un meccanismo di precisione

Som en precisionsmekanisme. Det er titlen på satsen, og hvis den lille pizzicato-sats skal fungere, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der skal spille med næsten maskinel præcision. Men som lytter er det jo netop manglen på præcision, der får en til at spidse øren. Der går knap nok et par sekunder før de præcise pizzicati begynder at rutsche. Og pludselig er det ikke længere en maskine, men måske mange. Måske er det bolde, der hopper nedad, fugle der pipper, hvad som helst – men som en præcisionsmekanisme føles det ikke længere. Ikke en ved sine fulde fem i hvert fald.

Presto furioso, brutale, tumultoso

I den fjerde sats er der ikke tale om hverken maskiner eller præcision. Det er uforfalsket, menneskelig, rystende vold. Og meningsløshed. Først det ene, så det andet. Ikke noget med mæglingsforsøg og socialdemokratisme her. Denne sats er noget af det mest ekstreme jeg kender, og den får pulsen op på samme måde som katastrofer, der næsten sker, børn, der næsten bliver kørt over og uheld med køkkenknive, der kun lige akkurat ikke koster fingeren. Presto. Furioso. Brutale. Tumultoso. Titlen siger det hele.

Allegro con delicatezza

Den sarte (men ikke særligt smukke) sidstesats er som en svag, blodfattig afglans af førstesatsen. En vemodig tilbageskuen inden man svinder ind i intetheden, med et par åbenmundede protester og et lille suk.

Tilsammen danner de fem satser en overbevisende og skræmmende helhed, der synes meget Ligetisk. Der er nemlig det ved Ligeti, at han formår at tilføre elegance og livsvisdom til selv den mest brutale dommedagsvision (audition?). Ikke som en påklistret eller villet lethed, men simpelthen som en art grundudtryk. Jeg kender ikke et værk af Ligeti, der ikke på den ene eller den anden måde er gennemsyret af denne sære elegance.

Det er en elegance, der kun fremhæver det brutale, dystre og sarte.

Lyt! Det er god musik.

 

2 tanker om "György Ligeti: 2. strygekvartet"

  1. Hej Trine.

    Helt utrolig at man skulle finde en anden her i Danmark som kan lide “moderne contemporary” klassisk musik.
    Jeg er ret ny inde på denne genre, men “arditti quartet” er absolut nogle af mine favoriter.
    Har du hørt denne type musik igennem det meste af dit liv ???

    • Hej Michael, undskyld mit overordentligt sene svar. Vi er mange, der kan lide “modern contemporary!” Arditti Kvartetten er blandt de absolut bedste, så lyt endelig videre. Næsten hele mit liv. Blev for alvor fanget, da jeg var teenager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *