Hanns Eisler – Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben

Der vil i fremtiden optræde filmmusik med ujævne mellemrum her i bloggen og jeg lægger ud i dag med filmmusik, der også er koncertsalskammermusik.

Hanns Eisler var elev af Schönberg, men han var også kommunist og den politiske overbevisning førte ham ret hurtigt væk fra koncertsalene og ud på gaderne, ind i teatrene og til filmlærredet. Steder hvor et politisk budskab har større gennemslagskraft. Eislers mest berømte musik stammer fra det lange samarbejde med Bertolt Brecht. Mange af deres sange findes på youtube og spotify.

Hanns Eisler komponerede bl.a. musik til filmen ”Kuhle Wampe” i 1932, hvor Brecht var en af manuskriptforfatterne, og hans virke indenfor filmmusik blev endnu større, da han flyttede til USA i 1938. Og det var ikke kun politiske film eller kunstfilm han komponerede musik til – Eisler blev faktisk Oscarnomineret to gange for musikken til filmene ”None But the Lonely Heart” (fra 1944 med bl.a. Cary Grant) og ”Hangmen Also Die” (fra 1943 instrueret af Fritz Lang).

Den filmmusik af Eisler, der har gjort størst indtryk på mig er musikken til Alain Resnais ”Nat og Tåge” fra 1955. Filmen er udelukkende billeder fra koncentrationslejre, både fotografier taget under 2. Verdenskrig og optagelser lavet i 1950’erne, hvor lejrene er tomme og græsklædte. Eislers musik til filmen er bevidst up-beat og energisk. Musikken modarbejder heftigt den stemning af fuldstændig, ødelæggende rædsel som billederne viser. Musikken råber ”Så gør dog noget!!!” til den lammende billedside. Resultatet er rystende. Find den og se den. Det er en vigtig film – og dens effekt bliver kun skærpet af musikken.

Regnvejr

I 1929 lavede den hollandske filmskaber Joris Ivens den lille film ”Regen”. Det er optagelser af en regnbyge, der nærmer sig Amsterdam, udfolder sig og til sidst stilner af igen. Det er på sin vis en næsten abstrakt lille dokumentarfilm. Det er tydeligt, at optagelserne ikke kan være den samme byge hele vejen igennem, og derfor får filmen snarere præg af billeddigt eller stemningsforløb end egentlig dokumentar.

Musikken til filmen var oprindeligt af Lou Lichtveld (denne version findes også på Youtube. Meget forskellig fra Eislers), men i 1941 komponerede Eisler så sit kammermusikværk ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” til filmen.

Formen er jo åbenlyst ”skabt” af billedsiden, men kompositionen er en tolvtonekomposition og en hilsen til den gamle lærer Arnold Schönberg, som Eisler mødte igen, da de begge, som så mange andre, flygtede til USA i 1930’erne.

Eislers tolvtonerække er en direkte hilsen til Schönberg. Den begynder med tonerne a-es-c-h-b-g, og den er for den samme besætning som Schönbergs berømte ”Pierrot Lunaire” – men altså uden sangere. Senere tilegnede Eisler Schönberg værket.

Fjorten måder at beskrive regnen på

Eisler har vistnok selv sagt, at titlen på ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” lige så godt kunne være ”Vierzehn Arten, traurig zu sein”, og jeg er jo ikke i en position, hvor jeg kan anfægte det udsagn. Musikken lyder bare ikke sådan. En stor del af Eislers musik, også hans koncertsalsmusik, er præget af en helt særlig livsduelighed eller virketrang eller råstyrke. Der er energi nok til at det lyser ud mellem tonerne. Nogle gange kan det nærme sig det maniske – men da det hele tiden er styret og målrettet, kammer det aldrig helt over. Det er fokuseret og stramt i udtrykket og samtidigt myldrende af liv. Undtagelsen er de aller sidste takter, hvor energien pludselig fordamper og efterlader et hul i musikken, der nærmest er et lille indeklemt suk.

Jeg har mange gange set ”VA,dRzb” beskrevet som lydmalende og inspireret af regndråber og billederne i Ivens film. Og jeg er med på, at billederne selvfølgelig har præget musikken … men impressionistisk og lydmalende? Arhhhh – den hopper jeg ikke med på. Musikken bidrager med et helt selvstændigt udtryk, der går meget fint i spænd med billederne.

Jeg har valgt en youtube-video, hvor Ivens film også er med. Lydsiden er både gammel og slidt, men hop ind på Spotify, for der er i hvert fald en god, nyere indspilning. Lyt til musikken – Den er god!

 

Og så er det tid til et lille stykke ekstra pop-musik! Her er Stings udgave af en af Eislers melodier. Det er ”An der kleinen Radioapparat”, der i denne udgave hedder ”The Secret Marriage”. Den er også god.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *