Om denne blog

Denne blog handler om musik komponeret fra 1900 til i dag. Det er “klassisk” musik, der er i fokus, men det er nogle gange et dumt ord at bruge om performancekunst, lydinstallationer, fluxus og diverse vilde skud på computermusik- og elektronmusikstammen. Det hele vil blive behandlet på disse sider hen ad vejen.

Jeg har valgt et citat af Stefan George som “motto” for bloggen. Luft fra andre planeter. Det er fra hans digt “Entrückung” og jeg stødte første gang på det, fordi Arnold Schönberg har sat musik til digtet i sin Anden Strygekvartet. Som teenager havde jeg et flip med Schönbergs “Verklärte Nacht” – det flip holder sådan set stadig – og jeg havde en LP med “Verklärte Nacht” på den ene side og den Anden Strygekvartet på den anden. Til at begynde med flippede jeg knap så meget over side to, men det ændrede sig. Og den melodi som sopranen synger ordene “Ich fühle Luft von anderem Planeten” på, satte sig grundigt fast i mit hovede. Og jeg mindes også at tænke “dårlig idé med luft fra andre planeter. Det dør man af.” Men min indre naturvidenskabsnørd tabte kampen, da jeg skulle vælge et motto til bloggen her. Den bliver fuld af musikalsk luft fra vores egen planet – der lyder som om det kommer fra “Infinity … and beyond!”

Angående genbrug: Hvis du er i gang med at skrive programnoter til en koncert eller lignende, og finder ting du kan bruge i min blog, er du meget velkommen til at tage for dig af retterne, hvis du skriver, hvor du har taget det fra! En anden mulighed er at kontakte mig, så kan jeg skrive koncertprogrammet for dig eller jeg kan komme ud og introducere musikken for dit publikum. Det er selvfølgelig ikke gratis – men det er sjovere!

Angående kommentarer: Jeg glæder mig til at læse dine meninger, spørgsmål, ris, ros og synspunkter om den musik jeg skriver om, og om min blog. Stort set alt andet er jeg faktisk ligeglad med. Så skriv gerne, men hold dig til emnet. Jeg sletter kommentarer, der ikke drejer sig om emnet. Jeg synes det vil være dejligt, hvis du kan henvise til en nært forestående koncert, hvor det omtalte værk bliver spillet, men reklamer for koncerter, der ikke har noget med den omtalte musik at gøre, vil blive slettet. Og så gælder selvfølgelig samme regler om at opføre sig ordentligt som i den virkelige verden: Hvis du ikke ville føle dig godt tilpas med at sige det, som du er ved at skrive til mig, direkte op i mit åbne ansigt, så lad være med at skrive det.

God fornøjelse med musikken – luft fra andre planeter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *