Leos Janácek – Sinfonietta og Intime breve

Da jeg var barn var jeg – som så ofte – med min mor til koncert. Jeg er næsten sikker på, at det var Sjællands Symfoniorkester der spillede, for koncerten foregik i en sportshal i eller omkring Værløse. Ved koncerten spillede orkestret et værk der hed Taras Bulba. Det slog totalt benene væk under mig. Electrifying! som de siger i England.

Mange år senere faldt jeg pladask for Janáceks Sinfonietta, hans kammermusik, endda operaerne. Janáceks kantede, strittende musik taler til mig. Jeg har flere gange undret mig over, hvad det er i Janáceks musik, der tiltaler mig; de fleste værker er kantede, det ene motiv står nærmest vinkelret på det andet. Instrumentationen er til tider skinger og det er ikke musik, man kan beskylde for at være forfinet, raffineret eller elegant. Jeg er kommet frem til, at det jeg holder af, er det jeg altid vender tilbage til: energien! Der er intensitet, energi og uro på en måde, der giver mening. Man skal ikke forvente forløsning(er) hos Janácek. Det er som om han allerede er videre i teksten på det tidspunkt, hvor det ellers giver mening at tage en lille slapper. Jeg har overordentlig stor foragt for udtrykket “Leve i nuet”, men noget af det jeg holder af hos Janácek er måske i virkeligheden, at rejsen ikke fører noget sted hen; den foregår! NU! Der kommer ikke noget på forventet efterbevilling, og du behøver ikke kigge dig tilbage over skulderen, for rejsen er nu, og som lytter er du med … eller også sidder du og er irriteret over denne evige rastløshed.

Sinfonietta

Sinfoniettaen er inspireret af militæret, og der er masser af messingblæsere med i orkestret. Mange flere end normalt. Det giver hele værket den der skinnende, næsten blændende messingklang. Første sats – ud af fem – er faktisk kun for messing og slagtøj. I de kommende satser er der fokus på hhv træblæs og strygere, men hele tiden med messinget lurende om hjørnet.

Læs evt. en kort beskrivelse af værket på wiki her

Sinfoniettaen er et præmieeksempel på den urolige, rastløse og kraftfulde Janácek. Der er helt overdreven udtryksvilje og kraft nok til at det hele kommer ud. Næsten som at vende vrangen ud på musikken. Alle de kraftfulde klicheer står på rad og venter når man skal beskrive musikken her: saltvandsindsprøjtning, virilt, kraftudladninger … Men pointen er, at musikken nok er så langt fra kliché som man kan komme. Det er dybt originalt og Janáceks tonesprog er helt sit eget. En ener, hvor man aldrig tager fejl af ophavsmanden, hvis man blot kender en smule til hans værker.

Og så er der jo lige den der midtersats, der undervejs er så hjerteskærende smuk på Dvorák/Grieg-måden. I hvert fald i en kort overgang.

Nu fik jeg det måske til at lyde som om, at Janácek er en bølle og elefant i en glasbutik, men man skal ikke tage fejl af, at han har ret godt styr på sine virkemidler. Der er mening med vildskaben. Blandingen af folkemusikinspiration, tidlig 20. århundredes ekspressionisme, politisk og samfundsmæssigt engagement giver muligvis noget af brændslet – men en grundig musikalsk og kompositorisk uddannelse og mange års erfaring tøjler alt dette stramt og meningsfuldt.

Intime breve – strygekvartet nr. 2

Janácek blev som en ældre herre omkring de 70 år håbløs forelsket i en kvinde, der var gift og næsten 40 år yngre end ham. Historien er velkendt, og Janácek gjorde vist ikke meget for at skjule sin passion for hende. Han komponerede i hvert fald en kvartet inspireret af sin korrespondance med hende. Ifølge wikipedia skrev de omkring 700 breve til hinanden!

Strygekvartetten har stadig det kantede og vinkelrette som Sinfoniettaen, men der er også en god dosis vemod, folketone og sødme dryppet i gryden. Så knap så meget nu-hed, mere længsel. Men det gør ikke musikken mindre skarp og klar i mælet. Virkemidler og stemninger bliver stadig styret med klart overblik og sikker hånd. Livgivende at der faktisk findes musikalsk følsomhed i så krystalklar og stærkt strømmende musik. I like! Prøv fx. at lytte til den vuggende lille folketone-agtige melodi, der aldrig rigtig bliver til noget før den splintres omkring 13-15 minutter inde.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, at det er Janácek Kvartetten, der spiller i dette youtubeklip. Min barndoms livsændrende koncerter, der for evigt gjorde mig til kammermusikmenneske var med Janácek Kvartetten i den nybyggede Louisianas Koncertsal.

Karlheinz Stockhausen: Gruppen

Bloggens et års fødselsdag skal fejres med en orkesterklassiker af moderne tilsnit.

Stockhausens mesterværk Gruppen fra 1957.

Lad mig begynde med at sige, at hvis det her var en michelinguide til værker fra det 20. århundrede, så vil jeg bedømme Gruppen som ”Værd at rejse efter”. Du skal i hvert fald, hvis du nogensinde er i en by, hvor Gruppen bliver opført, gøre alt for at få en billet til koncerten. Musikken her er i den grad rumlig og oplevelsen bliver mangedoblet af at være live. I det youtubeklip jeg har fundet, er det en liveindspilning og der er publikum endda sat ind mellem de tre orkestre. Sejt!

Gruppen

Gruppen er bygget på en tolvtonerække. Rytmerne, tempoet og dynamikken er sat på formel og storformen – den samlede struktur af hele værket – er nøje udregnet. Og det hele er inspireret af et schweizisk bjerglandskab påstod komponisten.

Titlen er yderst prosaisk, for hele værket er delt op i klumper af tone/rytme/klang/dynamik, hvor hver klump – eller gruppe – har sit særlige karakteristikum.

Det er sindssygt svært at høre disse grupper og opdelingen af dem. Umuligt vil jeg faktisk påstå. Og derfor vil jeg også strunte i dem, som svenskerne så poetisk udtrykker det.

Det vigtige i Gruppen er ikke klumperne, rækkerne, bjerglandskabet eller storformen. Det vigtige er rummet og bevægelsen.

Gruppen er om noget en suveræn udnyttelse af rum og bevægelse i musik.

Den tyske professor Frau Helga de la Motte-Haber, fortalte mig, at hun engang havde oplevet Stockhausen fortælle om sin musik fra 50’erne og hun beskrev, hvordan han sad og lod som om han havde et dukketeater, hvor han var dukkeføreren ”Så kommer denne figur frem, og bagved dukker denne her op, mens forgrunden er … osv.” Værket han beskrev var Kontakte, men det kunne næsten lige så godt være Gruppen. Stockhausen skifter mesterligt (ja, undskyld de mange superlativer i denne blogpost … men jeg mener hvert enkelt) altså, han skifter mesterligt mellem det helt store orkesterudtræk med larm og ballade og solopassager så sarte, at man nærmest holder vejret. Der er ting i forgrunden, noget dukker op i mellemgrunden og bliver tromlet af det, der kommer bagfra.

En af grundene til at Gruppen bliver opført så sjældent er kravet til, at der skal være tre orkestre. De fleste koncertsale skal udvide scenepladsen langt ud over publikumsrækkerne for, at det kan lade sig gøre.

Ud over det perspektiviske i selve musikken – dukketeatret og de musikalske figurer der bevæger sig foran og bagved hinanden – er der altså i Gruppen en ekstremt stor spredning af lydkilderne når man sidder i salen. Instrumenterne kan tale sammen over store afstande. Og det gør de.

Som sagt er hele værket bygget overordentligt sindrigt op, og følger serialismens mange strukturelle krav nøje. Men ind i mellem dæmmer Stockhausen op for rækkerne og lader andre kræfter komme til. Han har selv kaldt det ”vinduer i partituret.” Jeg får lidt fornemmelsen af, at komponisten simpelthen ikke har kunnet dy sig for at lave nogle ganske spektakulære effekter, når han nu alligevel havde musikerne siddende så overvældende rumligt. I modsætning til rækker, klumper og tempoforskelle, kan disse vinduer faktisk høres. Allerklarest er vinduet, der i denne youtubeudgave kan høres fra 16’24 og frem. Prøv at lytte fra lidt før 16’00 og hør hvordan musikken omkring 16’24 pludselig samler sig og basuner og andet messing får lov at lave politisirene i 3D. Fra det ene orkester til det andet bølger lyden.

Jeg er normalt ikke en fan af at lytte musik med hovedtelefoner, men lige med Gruppen vil jeg gerne gøre en undtagelse, for optagelsen er så god, at de rumlige effekter faktisk kommer med – og de giver bedst mening med hovedtelefoner.

Så vær nu med til at fejre bloggens 1 års fødselsdag – der er ingen kage, ingen flag, ingen fødselsdagssang … kun god musik i dine ører!

… og en smiley 🙂

Peter Maxwell-Davies: Eight Songs for a Mad King

Der findes musik, der ankommer i ens liv lige på det rigtige tidspunkt. Det er ikke nødvendigvis behageligt. Jeg var i hvert fald mere chokeret end begejstret første gang jeg satte mig og lyttede til Peter Maxwell-Davies’ ”Eight Song for a Mad King.” Det var ganske overordentligt nye toner for undertegnede. Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg hørte musikken første gang, men mon ikke jeg var 20-22 år? Musikken er kun et år yngre end mig, og jeg mindes også en mild fornærmelse over at skulle modtage en så uventet moderne musikoplevelse fra et værk, der var på alder med mig selv. Jeg troede, jeg var med på det værste og nyeste, og så kommer sådan en englænder der og giver mig en musikalsk mavepuster af de større … godt 20 år forsinket. Grumphskgljbqwe ….

Jeg lyttede til de otte sange med ujævne mellemrum derefter og har været lidt forsigtig med at tage dem frem til bloggen her, for jeg var bange for at blive skuffet ved genhøret. Det blev jeg ikke. Der er en utrolig energi, panik, elegance og udtrykskraft i ”Eight Songs for a Mad King” og den holder endnu, hvor der jo er gået mere end 20 år siden mit første møde med musikken.

Det er et scenisk værk, og der er også sceniske opførelser på Youtube, men jeg har valgt en, hvor teksten fremgår i stedet for live-elementet. Teksten er dels ord og sætninger fra hovedpersonen King George III taget fra folk, der hørte hans vanvittige ord-diarré og som fortalte videre, hvad den gale konge sagde, og dels ny tekster skrevet af Randolph Stow, der er librettisten og som fik ideen til de otte sange, da han oplevede et mekanisk miniatureorgel som havde tilhørt George III. Hele historien om hvordan værket blev til kan læses her på Maxwell-Davies hjemmeside Maxopus.

Der er et par ting i musikken, der slår øret første gang man hører ”Eight Songs for a Mad King”:

Vokalen. Den sindssyge konges afsindige rablende råb og skrig skrevet for en sanger, så ekspressiviteten er i allerhøjeste gear. Der er en fænomenal balance mellem det rablende/skræmmende og det sarte/sårbare. Virtuost komponeret og kræver overvældende virtuositet af udøveren. (Det gælder vist for øvrigt ikke kun sangeren. Jeg har ikke set partituret, men ensemble-stemmerne lyder ikke ligefrem simple).

Citaterne: Peter Maxwell-Davies citerer sange fra tiden (Hov: for de historieinteresserede kan man læse om George III på wiki her) Der er også musik af Händel og andre tidligere komponister, der dukker op, samt stilcitater og melodistumper der flyder rundt i musikken som asteroider på kollisionskurs. Faktisk var det – efter chokket over stemmen i begyndelsen af værket – de mange mystiske citater af tidligere musik, der for alvor fik mig til at spidse ører dengang, jeg hørte værket første gang. Kan man det? Kan man tyvstjæle med arme og ben og klatte med musikken på en sådan overdådig måde? Seriously? Nu om dage synes jeg, det er vildt overskudsagtigt og elegant gjort. Prøv lige at lytte fra omkring 21’30 i youtube-klippet og et par minutter frem. Overdrevent sammenklask af diverse stilarter og udtryksformer. Jeg kan lide det.

Ud over vokalen og citaterne kan man nyde fuglene, der dukker op undervejs. Kongen havde en række finker, som han i stykket her prøver at lære at synge. De sad i bure og på scenen er det musikerne, der sidder i store forgyldte fuglebure. Samtidig er Kongen låst inde og bevogtet. Et bur i et bur i …

Det er ikke musik, der nødvendigvis gør naboer, samboer, børn og hunde i din nærhed i godt humør … men det er dælme godt!

Mmmmm – trænger vi ikke også snart til igen at se en opførelse af ”Eight Songs for a Mad King” her i landet? Det er god musik, der kræver sin mand.