Niccolò Castiglioni – tre værker

Myldrende prikker af lyd, blide fuglestemmer, rablende vanvid og melankoli. Niccolò Castiglionis værker er udtryksfulde og levende. Musikken er beboet af figurer og stemmer, der udtrykker sig, kæmper for at udtrykke sig eller kammer over i ren rablen.

Da jeg var færdig med den seneste blogpost om Galina Ustvolskaya tænkte jeg på, om jeg kunne finde en modsætning til hendes bloktunge, monolitiske kraftudtryk, og mit bedste bud er Niccolò Castiglioni.

Castiglioni blev født i Milano i 1932 og døde i 1996. Jeg stiftede bekendtskab med hans musik på Lerchenborg Musikdage en gang slut-80’erne, tror jeg. (Var han der selv? Jeg synes jeg har set ham gå i parken ved Lerchenborg – men måske har jeg hallucineret?)

Der er en udmærket, kort biografi om Castiglioni på Allmusic her

Jeg har valgt tre værker af Castiglioni, og vil egentlig opfordre til, at man tager dem et af gangen, hvis man ikke har hørt dem før. Dels er det god musik, og dels er det musik der, selvom den ikke er særligt svært tilgængelig, åbner sig på charmerende vis efter en gennemlytning eller to. Det er en trip-trap-træsko rækkefølge med et soloværk, en kvintet og et orkesterværk med sangsolist jeg har valgt.

Alef

Alef for soloobo er fra 1967, skrevet mens komponisten boede og underviste i USA. I Alef kan man høre, at selvom jeg tidligere skrev, at jeg kom til at tænke på Castiglioni, da jeg ledte efter modsætninger til Ustvolskaya, så er der også ligheder mellem de to. Den mest markante er de klart afgrænsede afsnit i musikken. Lyder de ens? På ingen måde, men brugen af klare snit og rendyrket udtryk er de begge mestre i. Men altså med ganske forskellige resultater til følge. For Castiglionis myldrende musik, men langesomme passager af månelys skønhed ind i mellem lyde som om det kommer fra en anden planet end Ustvolskayas.

Alef er Castiglioni i nedkogt form. Her er både det livlige, grænsende til det pjankede, der er det førnævnte lidt triste månelys og så er der en insisteren på at udtrykke sig, der er meget alvorlig. Ligegyldig hvordan stemningen eller udtrykket i musikken er, så er jeg aldrig i tvivl om, at musikken er ramme alvor. En af grundene til det er en næsten Beckettsk insisteren på at udtrykke sig. Musikken vil ud og frem om det så er over stok og sten, mosehuller eller vilde bjerge. Den skal nok komme igennem. Og så slutningen. Som en drillealf hos Shakespeare, en Puck, der nok skal gøre drøm til mareridt eller hælde eddike i sukkeret og rækker tunge samtidig.

Filastrocca

Blæserkvintet komponeret i 1989. Ifølge den nærmeste ordbog betyder filastrocca en remse eller et børnerim. Det er et noget verdenstræt børnerim Castiglioni præsenterer os for. Der hviler en tristesse over blæserkvintetten her. Flere steder er det næsten som om der er et sort hul i nærheden, der suger energien ud af musikken, så det der er tilbage er flader af klange – den ene efter den anden. Det varer lige indtil fuglene vågner i de sidste par minutter, for der kommer mere af det velkendte stemmemylder. I det hele taget er slutningen et næsten perfekt studie i hvordan Castiglioni bringer liv i musikalske figurer, der står og blafrer ved siden af hinanden.

Den er ikke ret lang denne kvintet, men der er stor afveksling og meget liv i den – selvom det er lidt gumpetungt undervejs. Men sådan kan liv jo også være.

Symfoni med nattergal

Der er tre satser:

  1. Grieg, Grieg, Grieg
  2. Variazoni
  3. Canzone

Teksten er af den tyske barokdigter Grimmelshausen, hvis claim to fame er romanen Simplicius Simplicissimus. Hvilken tekst af Grimmelshausen, Castiglioni benytter ved jeg ikke – og det er pænt irriterende. Teksten står i partituret og garanteret også i en cd-pamflet et sted, men jeg kan ikke finde den på det der internet. (Surmuler uklædeligt – og nåja, hvis du ligger inde med teksten, kan du da lige nævne hvad den handler om i en kommentar, ikkesandt?).

De tre satser er meget forskellige. Begyndelsen af første sats er ren magi. Castiglioni smider drømmestøv i øjnene (ørerne?) på lytteren og således bedøvet er man klar til resten af symfonien. Castiglioni har et godt øre til Edvard Grieg, og har i flere værker kastet sig over den norske kollega. Her er det en rimelig fjollet violinstrofe med karakter af norsk folkemusik, der bliver gentaget i det uendelig. Det nærmer sig det flabede. Men mens violinerne filer løs kommenterer blæsere og klaver. Eventyrstemningen fastholdes i hele satsen, hvor det ene kræ efter det andet dukker op. Store dyr af messing, mindre af celeste og harpeklange og hele tiden med en fornemmelse af, at man nok vågner om lidt, for det her … det er ren Alices eventyrland. Og som dette ikke altid særlig rart.

Anden sats går næsten i stå undervejs – som om man forsvinder fra drømmesøvnen og vandrer ned i dybere lag, dog akkompagneret af rester af eventyrlandet man oplevede i drømmen.

Og så kommer nattergalen. Et af de mest virtuose sopranpartier man kan forestille sig. Hun kvidrer, hopper og springer sig gennem et fyrværkeri af toner og ord. Det er på alle måder meget, meget fedt. Fuld knald på og ikke så meget pjat. Og samtidig med denne elastiske, fjedrende, castiglioniske smidighed, som gør det lækkert samtidig med, at man bliver hvirvlet af sted.

Og helt ærlig: kunne et eller andet dansk symfoniorkester ikke lige tage og sætte denne symfoni på programmet? Jeg vil faktisk gerne høre den live. Ok – så er det en aftale AarhusCopenhagenSymfophilDRunderorkesterKapel – ikk’?

Galina Ustvolskaya – Compositions 1-3

Da jeg skrev min blogpost om Charles Ives og han Concord-sonate for noget tid siden, kom jeg i tanke om en anden outsider: Galina Ustvolskaya.

Ustvolskayas musik slog benene fuldstændig væk under mig, da jeg hørte den første gang på et eller andet tidspunkt i 1990’erne. Siden har jeg ofte tænkt på, om det er musikkens egenart, dens særhed, der fik mig til at falde for den, i højere grad end dens egentlige musikalske kvalitet. Det er svært at sige, men jeg tror at Ustvolskayas originalitet er/var så stærk, at musikken virkelig har en ganske særlig bærekraft.

Læs om komponisten her

Ustvolskayas musik er til overflod fuld af ren og skær kraft. Der er ikke nogle bløddele i dette musikalske dyr. Det er knasende kitin hele vejen igennem. Det er musik, der skærer gennem al sentimentalitet med et tunnelbors kraft. Det er firkantet, bastant, ucharmerende og på intet tidspunkt indstillet på varme eller sødme. Det er en sur pille, der skal sluges og som kan mærkes hele vejen ned gennem halsen.

Og alligevel føles det helt rigtigt … ja, nærmest godt.

Et interessant aspekt af Ustvolskayas musik er, at hun insisterede på, at hendes musik er åndelig eller spirituel, men IKKE religiøs. Ikke desto mindre er mange af hendes titler hentet direkte fra den kristne liturgi eller fra tekster skrevet af munke. Der er ingen tvivl om, at den kontrastrige, sort-hvide karskhed sine steder i Det Gamle Testamente kan passe til det kantede lydbillede. Men Jeg er nu ikke sikker på, at det er den type åndelighed, Ustvolskaya hentyder til.

Der er noget rent, noget abstrakt og uformidlet over hendes værker, der tyder på en intens søgen efter et ur-udtryk. Et fuldkommen skrabet og renskuret musikalsk udtryk, der kun efterlader blokke af klang og trampende rytmer.

Det er på sin vis sjælerensende at høre hendes musik. Måske var det det hun mente med sin spiritualitet.

Asko Schönberg Ensemble spiller Ustvolskaya.

Der er tre fantastiske værker på Youtube med det hollandske Asko-Schönberg Ensemble (med fabelagtige Reinbert de Leeuw ved klaveret!). Jeg linker til alle tre værker

Composition no. 1 (1971)

Dette var det første værk af Ustvolskaya, jeg hørte. Besætningen er legendarisk sær: Klaver, tuba og piccolofløjte. Det lyder som noget en ny musik-hader kan finde på, når der skal gøres grin med ”sådan noget nymodens pjat”. Der mangler bare en ringeklokke.

Men det er ikke pjat det her. Det er alvor. Ramme alvor. Værket har undertitlen Dona nobis pacem – giv os fred.

Composition no. 2 (1973)

Her er så ”La piece de resistance”. Hvis du ikke overgiver dig når du hører dette, så … ja … så … så ved jeg ikke rigtig hvad. Værket her hedder Dies Irae – Vredens Dag.

Det passer fint med titlen. Trækassen gør det hele endnu mere knasende alvorligt. Og vildt og sært.

Composition no. 3 (1975)

Benedictus, qui venit – Velsignet er han, der kommer. Det er undertitlen på denne tredie komposition. Jeg har ingen anelse om, hvordan det hænger sammen med musikken. Denne tredie komposition, har på sin vis en ganske let smag af det udtryk som hollandske Louis Andriessen også dyrker i et værk som Hoketus fra 1976, men jeg er rimelig sikker på, at ingen af de to komponister anede noget om hinandens tilstedeværelse i 1970’erne. De har med sikkerhed heller ikke hentet inspiration fra samme kilder. Der er bare et sær sammenfald i klang og stædighed.

Ustvolskaya er bare en klasse tungere og mere solid.

Luigi Nono – Das atmende Klarsein

En aktuel blogpost og opfordring!

Hvis du smutter ind i Pressen, Politikens Hus på tirsdag d. 10.9. kl. 19.00 kan du høre undertegnede og Søren Møller Sørensen lave pre concert talk om venstreorienteret musik. Eller rettere: Kan man høre at musikken er venstreorienteret? Og hvordan kan man forbinde en progressiv politisk holdning, med en ditto musikalsk? Vi leverer nok ingen svar, men fortæller om, hvordan nogle komponister har forsøgt at svare eller måske stillet endnu flere spørgsmål. Det er et spændende emne og koncerten som vi er … øøøhhh … opvarmningsband til er endnu mere spændende:

Mogens Dahl Kammerkor synger tre sange af musikfilosoffen og komponisten Theodor W. Adorno (og ja, ham kommer Søren Møller Sørensen også til at fortælle om OG han optræder også i selve koncerten. Adorno altså – ikke Søren.), de synger ”Cries of London” af Luciano Berio og så – bedst af alt: de synger ”Das atmende Klarsein” af Luigi Nono sammen med fløjtenisten Hélène Navasse. Det er sjældent, at dette værk bliver opført i Danmark, så rub støvletterne og kom straks til koncert på tirsdag! her er link til koncertinfo. Koncerten er en del af Golden Days.

Das atmende Klarsein

Luigi Nono var en kommunist og har skrevet nogle af de mest markant politiske værker i det 20. århundredes anden halvdel. Hans valg af emner og tekster alene er et tegn på det, men han har også selv fortalt, at hans musik aldrig var kommet til at lyde som den gør, uden nærheden til disse antifascistiske tekster. Interessant. Og svært at sætte fingeren på.

”Das atmende Klarsein” er et overgangsværk, samt et absolut mesterværk. Det er et værk, hvor Luigi Nono er på vej væk fra de meget bastant politiske tekster og emnevalg, til tekster, der er mindre håndgribeligt politiske og mere luftigt romantiske og filosofiske.

I “Das atmende Klarsein” er teksten sat sammen af digte af Rainer Maria Rilke og antikke græske tekster. Ikke just hårdtslående politisk stof.

Men musikken klinger i forbløffende grad som tidligere værker af Nono. Måske er teksterne her en mulighed for Nono til at komme endnu et spadestik ned i arbejdet med at give klingende lyd til den ethos han altid har villet (og kunnet) udtrykke.

“Das atmende Klarsein” er ubeskrivelig smuk musik. Jeg vil ikke en gang prøve på at sætte ord på, men blot sige, at jeg glæder mig ganske overordentligt meget til at høre dette værk live. Og det skal du også, så hvis du har mulighed for det så kom ind i Politikens Hus på tirsdag kl. 20.00 til koncert – og kl. 19.00, hvis du vil underholdes af Søren Møller Sørensen og mig.

Jeg har fundet en version af Das atmende Klarsein på Youtube, hvor den er delt op i fem bidder (WHY?!?), og hvor de fire findes i et forløb, men den femte del ligger for sig. Lyt og nyd – og kom så og lyt og nyd på tirsdag. Det her er dælme god musik.

Og læs evt. mere om Nono her